Menstruation er, når piger/kvinder bløder fra skeden én gang om måneden. De fleste får menstruation første gang, når de er mellem 9 og 18 år.
Menstruationen styres af hormoner, som sætter gang i modning af et æg i æggestokken. Det modne æg bevæger sig ned til livmoderen. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, udstødes det sammen med slimhinden, som der så ikke er brug for. Slimhinden indeholder meget blod; derfor bløder det ved menstruationen.
Menstruationen varer tre til otte dage. Der går 21-35 dage mellem to menstruationer – det kaldes menstruationscyklus. På et tidspunkt midt mellem blødningerne har pigen/kvinden ægløsning.
Regelmæssig menstruation er tegn på, at pigens/kvindens krop fungerer, som den skal. De første to-tre år har de fleste piger dog uregelmæssig menstruation.