Kære A
Du lyder bekymret, så jeg er glad for, at du skriver. Jeg vil forsøge at svare på det hele og måske give dig lidt ekstra med på vejen.
Fortrydelsespille og graviditet
1-2% bliver gravide, selvom de har taget en fortrydelsespille, hvis den vel at mærke er taget korrekt. En fortrydelsespille vil normalt ikke udskyde din menstruation, men kan nogle gange gøre det og kan også give dig pletblødninger i den kommende cyklus. Derfor vil jeg anbefale, at du tager en graviditetstest, nu hvor din menstruation er udeblevet.
Normalt er der kun en lille mulighed for at blive gravid, hvis man har ubeskyttet sex lige før menstruationen – spørgsmålet er, hvornår din ægløsning ligger. Der findes en præventionsform, der hedder “sikre perioder” – der har man kun sex i de perioder, hvor der ikke er noget æg, der kan blive befrugtet – altså 5 dage før ægløsning til 3 dage efter ægløsning. Det er en meget usikker præventionsform, og på ingen måde noget jeg kan anbefale dig, da mange er blevet uønsket gravide på denne måde.
Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale at læse artikler og svar i vores tema: Sådan opstår en graviditet.
Frygt og prævention
Den frygt for at blive gravid, som du har oplevet de sidste dage, håber jeg har fået dig til at overveje en fast præventionsform. Det vil give dig en bedre tryghed, især hvis du ikke synes, at en baby vil passe ind i fremtidsplanerne lige nu. Er det en fast partner du har, så synes jeg, I skal tage snakken om, hvordan I vil beskytte jer. Det bør være et fælles ansvar. Tag også gerne en snak med den fyr, du har været sammen med eller en god veninde, så du ikke går alene med de her tanker. Det er for tungt at gå og bære på helt alene!
Kønssygdomme
Som et sidste råd vil jeg anbefale dig at gå til læge og bede om en undersøgelse for kønssygdomme, fordi du har haft ubeskyttet sex. Der er desværre stor spredning af især klamydia blandt unge. Behandlingen er meget simpel, men hvis smitten ikke opdages i tide, kan det have store konsekvenser for evnen til at blive gravid på et senere tidspunkt.
Alt i alt håber jeg, du fik svar på dine spørgsmål. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Venlig hilsen
Lisbet Gonge Due