Kære J
Det er godt, du søger hjælp, når du er bekymret. Jeg kan sagtens forstå, du bliver forvirret over, at du er begyndt at bløde så meget for tidligt, når din menstruation normalt er helt regelmæssig.
Det er desværre umuligt for mig at give dig årsagen til din blødning, men jeg vil dele nogle tanker med dig:
Kræft er meget usandsynligt
Du skriver, du er bange for, at det kan være kræft. Det er meget naturligt, at den frygt kommer, fordi kræft jo er meget alvorligt. Men kræft i æggestokke, skede og livmoder rammer meget sjældent kvinder under 40 år – og i så fald er det ofte, fordi der er noget genetisk i familien.
Undtagelsen er livmoderhalskræft, som kan ramme i en yngre alder pga. HPV-infektion. Men da du både er HPV-vaccineret og har en negativ smear-test, så er der ikke noget, som tyder på, at din blødning skulle skyldes kræft.
For tidlig menstruation?
Jeg kan ikke udelukke, at det er din menstruation, som er kommet meget tidligt. Men 14 dage er en meget kort cyklus – især når din cyklus normalt er meget regelmæssig. Mon det kan tænkes, at din menstruation i begyndelsen af måneden blot var en pletblødning, og det nu er din menstruation, som kommer?
Menstruationscyklussen kan påvirkes af mange ting, og det kan du læse mere om i vores artikel Menstruationen udebliver – mulige årsager.
Morbus Crohn
Du skriver, at du har Morbus Crohns sygdom, men jeg ved ikke i hvor svær grad. Morbus Crohn kan dog give blødning fra tarmen, så jeg spekulerer på, om du er sikker på, at blødningen kommer fra skeden? Du skriver, at du har set blod på toiletpapir og i toilettet – og i så fald kan det jo være fra endetarmen i stedet?
Sårbar slimhinde
Du skriver, at du døjer med smerter og rifter fra underlivet og lige har været i behandling for svamp. Det lyder, som om din slimhinde er ret sårbar. Derfor kan din blødning bare skyldes rifter og sår i skeden – især hvis du og din kæreste lige har haft sex.
Sexsygdom
Du skriver, at I ikke bruger prævention. Hvis du eller din partner har haft andre sex-partnere, så er der en risiko for at have fået en sexsygdom/kønssygdom. Nogle kønssygdomme kan give blødning fra skeden, og derfor vil det være en god ide at blive tjekket, hvis det er relevant.
Kontakt lægen
Det var lidt af mine tanker om mulige årsager, men jeg kan som sagt ikke sige præcis, hvad det skulle være. Derfor vil jeg også anbefale dig, at du kontakter din egen læge snarest og bliver undersøgt. Det lyder til, at du bløder en del, når der er koagler, og en kraftig blødning mellem menstruationerne er altid en god ide at få tjekket hos lægen. Jeg tror ikke, det er noget alvorligt, men det kan være noget, som man kan afhjælpe eller behandle.
Under alle omstændigheder tror jeg, det ville hjælpe på din bekymring og frygt at snakke med lægen.
Held og lykke og alt godt fremover!
Hilsen Signe