15 år og ingen menstruation – skal jeg have p-piller?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en 15-årig pige, som ikke har fået sin menstruation endnu.

Jeg begyndte at udvikle bryster for næsten 2½ år siden, begyndte at få udflåd for omkring to år siden, og jeg har ikke specielt store bryster. Jeg kan ikke engang passe en a-skål.

Jeg har gået og tænkt i noget tid over, om jeg burde gå til lægen med min manglende menstruation. Jeg har hørt, at det vil kunne fremkalde menstruationen, hvis man tog p-piller, som lægen nok skulle anbefale en. Hvad ville I sige? ... Burde jeg tage til lægen og høre, hvad han siger til det, eller skal jeg bare give det tid?

Jeg spørger, fordi jeg er ved at være ret fortvivlet over, at jeg føler mig – og er – så langt bagud, som jeg er.

Jeg håber, I kan hjælpe.

Tak på forhånd!

Hilsen mig

SVAR:

Kære dig

Ikke p-piller

Du skal ikke have p-piller for at fremkalde dine menstruationer. De kommer, når kroppen er klar til det. Man kan anvende p-piller til at kontrollere uregelmæssige menstruationer, men ikke til at sætte menstruationerne i gang. Din krop udvikler sig helt naturligt. Du er kommet i puberteten. Du er begyndt at få bryster og udflåd. Din krop kan altså danne de hormoner, der skal til for at fremkalde menstruation. Den er bare ikke klar til det endnu. Det er normalt at få sin menstruation før, man bliver 16 år, så du kan uden at bekymre dig bare se tiden an.

Din krop opfører sig naturligt

Jeg kan godt høre på dit spørgsmål, at du føler dig bagud i forhold til dine veninder. Men din krop opfører sig naturligt. Du skal i stedet glæde dig over, at du fortsat ikke skal bekymre dig om hygiejnebind, hvordan du skal komme i bad efter idræt eller om det nu er den tid på måneden, hvor du ikke lige har lyst til at komme i svømmehal. Du kan også forvente, at dine bryster og din højde vil vokse, frem til du får din menstruation. Så du kan stadig nå at få lidt større bryster.

Forskellige grunde til sen menstruation

Det kan godt være, at p-piller kan fremkalde en kunstig blødning, men det er der slet ingen grund til. Dine hormoner skal nok klare det selv. Hvis du ikke har fået din menstruation, når du bliver 16 år, kan du spørge din læge, om han kan se en årsag til det. Det kan være, du er meget slank eller dyrker for meget motion. Du kan også snakke med din mor om det. Hun var sikkert også en af de sidste i klassen til at få menstruation. Det er ofte arveligt.

Du kan læse mere i andre svar og artikler: 
Fra pige til kvinde
Er 15 år – hvornår kommer min menstruation?
Jeg er 16 år – hvorfor har jeg ingen bryster?

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål.

Kærlig hilsen
Signe Engholt Andersen

Annoncer