Kære Marianne
Det lyder lidt mystisk, det du beskriver - at du bløder fra tissekonen, mens du har din menstruation. Hvordan har du mon fundet ud af det?
Jeg må sige, at jeg tænker, at det nok ikke hænger sådan sammen, som du beskriver. Jeg tænker mest, at noget af blodet fra skeden er flydt hen foran tissekonen= urinrøret og så ser det ud som om, det kommer derfra.
Det ville være højst usædvanligt, at menstruationsblod kommer ud af urinrøret - de to organsystemer hænger ikke sammen indvendig, de har bare "udgange" lige ved siden af hinanden, altså urinrøret og skeden.
Du kunne måske læse artiklerne her på siden, om hvordan kvindens kønsorganer ser ud.
Jeg tror altså, du kan tage det helt rolig, men hvis du stadig har opfattelsen af, at det er, som du skriver, så kan det jo undersøges hos din læge ved en gynækologisk undersøgelse.
Jeg håber, du kan bruge svaret, ellers er du velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen Linda Møller