13 år og bekymret over, at jeg bløder så meget – er det normalt?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en pige på 13 år. Jeg fik min menstruation i sommerferien i år. Jeg bløder utroligt meget. Og det stopper ikke. Det påvirker mig utroligt. Og nogen gange bliver jeg hjemme fra skolen på grund af det.

Jeg kan ikke sove, og det irriterer mig. Jeg tænkte på, om det var normalt at bløde så meget, som jeg gør. Og hvad er årsagen, til at det bløder så meget? Jeg kan ikke klare det! Og håber I vil kunne svare mig.

L, 13 år

SVAR:

Kære L!

Tak for dit spørgsmål. Det er dejligt, at du har frimodighed til at spørge – du er med garanti ikke den eneste, der synes det er grænseoverskridende at få menstruation. Jeg kan læse i dit spørgsmål, at det påvirker dig meget. Jeg kan godt forstå, at det sætter mange tanker i gang hos dig og jeg vil forsøge at svare på dem ud fra to overskrifter:

Hvad sker der i kroppen, når man får sin første menstruation?

Hvis man ved, hvad der sker i kroppen, kan det måske være lettere at forholde sig til. I artiklen Den første menstruation er der givet en rigtig god beskrivelse. Der står blandt andet, at blødningerne er uregelmæssige de første år. Og at de kan være kraftige. Det er altså helt naturligt, at blødningerne kan vare lang tid nogle gange og andre gange vare få dage.

Har du mon talt med en voksen kvinde om, hvad hun tænker om mængden af din blødning? Det ville være rigtig godt, hvis du finder en voksen, som du har tillid til, og som du kan dele dine bekymringer med.

Hvis du stadig er i tvivl, kan det være en mulighed at gå til din læge og få en samtale om det. Lægen vil hurtigt kunne vurdere, om din blødningsmængde er normal.

Hvordan kan man være afslappet, mens man har menstruation?

Du skriver, at det påvirker dig så meget. At du ikke kan sove for det om natten, og at du er blevet hjemme fra skole på grund af det. Du skriver ikke, om det er smerter i forbindelse med menstruation, eller om det er selve blødningen, der får dig til at blive hjemme og have problemer med at sove. Men ud fra det, du skriver, tænker jeg, at det må være blødningen. Er det mon fordi, du synes, det er ulækkert, eller er du nervøs for at bløde ved siden af bindet?

Følelsen af at der kommer blod ud, når man rejser sig eller vender sig i sengen, er ubehagelig, men der er desværre ikke så meget at gøre ved det. Eneste løsning kunne være at bruge en Tampax eller O.B. Det er en lille vattampon, man sætter op i skeden, som opsamler blodet. Men du er meget ung til at bruge det. Du må derfor sørge for, at du har et bind på, der passer, evt. natbind til natten. Man kan få dem i flere forskellige størrelser, og det er vigtigt, at du finder den størrelse og form, der passer til dig, så du kan være nogenlunde sikker på, at blodet ikke rammer ved siden af. Jeg skriver nogenlunde sikker, fordi man ikke kan være helt sikker – desværre. Derfor er det også en god idé, hvis du taler lidt med dine veninder om det. Det er rart at kunne hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude.

Særligt nu, hvor dine blødninger ikke er regelmæssige, er det en god idé altid at have et bind med i tasken. Så er du på den sikre side. 

Jeg håber, du finder ud af om dine blødninger er normale, så du kan slappe lidt mere af omkring det at have menstruation.

De bedste tanker
Helle

Annoncer