Hej med dig
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er altid godt at få sat ord på det, der fylder, og som man kan gå og spekulere på.
Du skal ikke være urolig
Jeg kan godt forstå, det er svært at være højere end alle de andre piger i klassen, men du skal ikke være urolig. Jeg vil tro, at du er rimelig tæt på at få din menstruation. Indtil den første menstruation vokser piger som regel rigtig meget. Til gengæld vokser de fleste piger kun 6-10 cm. efter, de har fået deres første menstruation.
Det, der også definerer din sluthøjde, er hvor høje dine forældre er. Hvis dine forældre er høje, er der også stor sandsynlighed for, at du bliver høj. Du kan få en idé om din sluthøjde ved at bruge en formel, som du finder her. Man kan ikke ændre så meget på ens højde, selvom man synes, man er for høj. Det er jo som regel genetisk bestemt og ikke fordi, der er noget galt. Hormonbehandling bruges kun i tilfælde, hvor der er tale om en tilstand, der vil give unormal lav eller høj vækst. Og sådan er det ikke for dig.
På sundhed.dk kan du se en grafik, der viser, at din højde ligger fuldstændig inden for normalområdet.
Svært at være den første
Det er altid svært at være den første til at udvikle sig, men om ikke lang tid kommer de andre piger lige i hælene på dig. På samme måde er det også svært at være den sidste i flokken til at vokse og få menstruation.
Måske kan du få noget ud af at læse svar til andre, der har spurgt om noget af det samme som dig:
12-årig pige: Ender jeg med at blive højere end alle de andre?
12 år – kan man stoppe væksten?
14 år og hader min krop! - Har I gode ideer, så jeg kan få det bedre?
Øv dig i at være glad for din krop
Lige nu fylder det selvfølgelig meget for dig, at du er den højeste. Men pludselig stopper du med at vokse, og så går der ikke længe, før I i klassen ligner hinanden ift. højden, og du føler ikke længere, at du skiller dig ud.
Hvis du ender med at blive høj, tror jeg, du bliver rigtig glad for det en dag – mange piger er kede af, at de er for lave. Det vigtige er at øve sig i at være glad for den krop, man har og se fordelene ved at se ud, netop som man gør.
Måske kan du bruge noget fra vores artikel Du er smuk som du er!
Jeg håber, mit svar giver mening, og at du kan bruge det til noget.
Kh Marianne