Er det fortrydelsespillerne, der laver rod i min menstruation?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har haft ubeskyttet sex med min kæreste, hvor han kom oppe i mig. Det er sket to gange på samme cyklus, og jeg har derfor taget to fortrydelsespiller indenfor samme cyklus.

Jeg får herefter min menstruation regelmæssigt, og en ny cyklus starter. Vi har så sex et par dage efter min menstruation, hvor vi igen har ubeskyttet sex, og jeg tager derfor igen en fortrydelsespille. Det er nu en uge siden, og i går havde vi ubeskyttet sex, hvor jeg så dagen efter får menstruation, selvom det kun er en uge siden, min sidste menstruation stoppede. Så jeg har altså fået menstruation to gange på en måned.

Mit spørgsmål er, om det er på grund af fortrydelsespillerne, og om det er farligt, at jeg har taget så mange? Og om jeg godt kan være blevet gravid efter sidste gang, vi havde sex, hvor jeg ikke tog en fortrydelsespille, fordi jeg dagen efter fik menstruation?

Jeg håber, I vil hjælpe og give mig nogle råd, da jeg er meget i tvivl, om jeg kan være blevet gravid, og om hvorfor jeg får to menstruationer på en måned, da jeg aldrig har haft det før. Jeg er ikke på p-piller og har aldrig været det.

A, 17 år

SVAR:

Kære A

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.

Fortrydelsespiller og menstruation

Jeg tror, du har fået lidt rod i din menstruation på grund af fortrydelsespillerne, og du er ikke gravid, hvis du har haft en almindelig menstruation efter ubeskyttet sex. Måske har du søgt lidt rundt på hjemmesiden, men ellers vil jeg opfordre dig til at søge på ordet fortrydelsespiller. Mange har skrevet til os om netop dette.

Prøv for eksempel at læse dette svar: Virker en fortrydelsespille lige så godt anden gang?

Ubeskyttet sex

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er en grund til, at I har ubeskyttet sex? Er det noget, I har talt om, eller er det bare blevet sådan? Det er meget nemt at beskytte sig med for eksempel et kondom. Det kan I købe i de fleste dagligvarebutikker, i Matas og på apoteket. Fordelen ved et kondom er, at det også beskytter jer mod kønssygdomme.

Prævention

Du taler selv om p-piller; det kan være en god løsning, og det kan din egen læge hjælpe dig/jer med. Prøv også at læse denne artikel: Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet? og få flere ideer til, hvordan I kan beskytte jer mod både graviditet og kønssygdomme. HUSK, at det er jeres begges ansvar at beskytte jer, hvis I ikke er klar til at blive forældre. Derfor vil jeg varmt opfordre dig til at tale med din kæreste om prævention.

Ansvarlig sex

Når man vælger at have sex, synes jeg, at man også skal forberede sig på, at man kan blive gravid – uanset hvor godt I beskytter jer. Jeg tænker også, at det at dele ens krop med en anden er noget helt særligt og unikt. Jeg vil derfor opfordre dig til at læse artiklerne Værd at vente på og 10 gode grunde til at vente med sex, som handler om, at sex har de allerbedste betingelser, hvis det foregår i et forhold, hvor to mennesker har forpligtet sig på hinanden og dermed også er parat til at tage imod et barn, hvis en dejlig nat resulterer i en graviditet.

Kærlig hilsen
Else

Annoncer