Regelmæssig ægløsning og mens – hvorfor bliver jeg ikke gravid?

Vis spørgsmål

Hej

Min kæreste og jeg ønsker at få et barn og er dermed gået igang med baby projektet. Vi har været sammen i 6 år, og det passer perfekt med en baby nu.

Jeg smed p-pillerne i slut juli, og vi havde sex slut august, og jeg fik min menstruation på samme tid, som da jeg var på p-piller. Vi har så haft regelmæssig sex hver 2.-3. dag i hele september. Jeg har netop lige fået min menstruation - meget præcis ift. cyklus. Jeg mærker også tydeligt, når jeg får ægløsning.

Jeg ved godt, det måske er tosset, at jeg allerede skriver nu, da vi kun har været igang en måned. Men mit spørgsmål er, om det er normalt, der går et par måneder, før man bliver gravid - når nu både ægløsning og menstruation er meget regelmæssig?

Håber jeg kan få svar - da tankerne kører rundt (og hvordan kan man ændre fokus, så det ikke spænder ben for det? - Jeg tænker meget på det og glæder mig, til det forhåbentlig snart sker)

Vh. Den overtænkende, 27 år

SVAR:

Kære “overtænkende”

Tillykke med, at du og din kæreste har valgt at begive jer ud på rejsen med at prøve at blive forældre. Det er et stort skridt at tage sammen. Netop derfor kan jeg godt forstå, at det fylder hos dig, og at du har brug for at skrive og spørge om processen. Det er overhovedet ikke tosset.

Hvor lang tid går der?

Det er et rigtig godt spørgsmål, du stiller. Chancen for at blive gravid er afhængig af mange faktorer. Af dem er kvindens alder af stor betydning. Som sund og rask 27-årig er der statistisk set mellem 20 og 25 % chance for graviditet pr. måned. Det vil sige, at en graviditet oftest sker, efter at man har prøvet nogle måneder. Også selvom man har helt regelmæssig ægløsning. 80-85% bliver gravide inden for et år. Hvis ikke du er blevet gravid inden for et år, skal I opsøge læge for at finde ud af, om der er noget, der kan gøres for at hjælpe jer. Men der er I slet ikke endnu.

Det lyder, som om din menstruation er helt regelmæssig, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Nogle gange kan der godt gå lidt tid, før man får ægløsning, når man har været på p-piller. Men det er bare dejligt for jer, at det ikke er tilfældet for dig. Når du så tydeligt kan mærke ægløsningen, kan I planlægge at have samleje hver dag lige op til og et par dage efter. Det øger chancerne for en graviditet.

Hvordan kan jeg ændre fokus?

Dét er også et rigtig godt spørgsmål! Det kan ikke direkte hindre en graviditet, at man tænker meget på den. Men tankerne kan fylde rigtig meget. Og man kan blive skuffet og ked af det, når man får sin menstruation, misundelig på dem, som bare får børn med det samme, og miste glæden over andre gode ting i livet, når man ser barnevogne overalt og ikke selv skubber rundt med en.

Mit bedste råd er at snakke med din kæreste om dine følelser og tanker. Nogle følelser kan komme til at fylde mindre bare ved at fortælle om dem. Det er ikke sikkert, at tankerne om en mulig graviditet fylder lige meget for dig og din kæreste, og derfor kan det være meget godt at snakke med en god veninde, som ikke på samme måde er en del af projekt baby. Men selvfølgelig kun, hvis du og din kæreste er enige om, at I gerne må dele med andre, at I prøver at få et barn.

Et andet godt råd er at finde nogle gode ting at lave i denne periode. En hyggelig hobby, få besøg af venner, dyrke en sportsgren eller andet, som du er glad for. På den måde fokuserer du på mange andre gode sider af livet, som du har, fremfor på det, som du ikke har lige nu. Brug energi på ting, som gør dig glad og veltilpas.

Kontroltab

Jeg vil gerne understrege, at du og din kæreste nu har bevæget jer ind i en del af livet, hvor I har meget lidt kontrol over, hvad der kommer til at ske. At livet dannes i din livmoder, udvikler sig sundt og raskt og bliver født er alt sammen noget, som vi ikke kan styre. For ikke at tale om, hvordan livet bliver som forældre. Det er en udfordrende og fantastisk rejse.

Det bedste, I kan gøre, er allerede nu at øve jer i at være i kontroltabet. Hjælp hinanden til at huske, at livet er en gave, ikke en rettighed. Vær gode til at tale med hinanden om jeres følelser og nyd tiden, hvor I bare er jer to.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg ønsker jer alt det bedste på jeres rejse sammen og håber, I må få lov til at blive forældre.

Du er altid velkommen til at skrive til os igen.

De bedste hilsner
Amalie

Annoncer