Kære V
Tak for dit spørgsmål. Her er mit svar:
Dine kønsorganer
Du skriver, at du ikke kan finde hullet – din skedeåbning – eller i hvert fald har oplevelsen af, at det ikke er stort nok.
Det er godt at være undersøgende og finde ud af, hvordan din krop er. Har du mon prøvet at tage et spejl og kigge på dig selv nedefra? Har du set, hvor skedeindgangen er, og hvor kønslæberne er?
Alle mennesker er skabt unikt, og ikke to ser helt ens ud. Derfor kan der også være stor forskel på, hvordan de kvindelige kønsorganer ser ud – og her tænker jeg særligt på, hvor store/små kønslæberne er. Skedeåbningen skjules hos de fleste kvinder af de store kønslæber, men de små kønslæber kan også være meget tydelige og dække over skedeindgangen.
Desuden er skeden ikke bare en lige kanal, men har typisk en bagudgående retning. Samtidig er der mange “folder” på skedevæggen, så der er mange dele at blive fortrolig med, når du fx gerne vil bruge en tampon. De fleste kvinder har også en kønskrans, som er en slimhindefold nogle centimeter oppe i skeden. Denne fold kan også være med til at give følelsen af, at der ikke er plads nok. Med tiden vil slimhindefolden give sig, og brug af tampon vil derfor med tiden blive nemmere for dig.
Du kan læse og se mere om dine kønsorganer i vores artikel Pigens kønsorganer.
Du er sikkert helt normal
Jeg er ikke umiddelbart bekymret for, at der skulle være noget forkert med din krop. Da du ønsker at bruge tampon, forstår jeg det sådan, at du har fået din første menstruation. Det er et klart signal om, at din krop er, som den skal være i forhold til de kvindelige kønshormoner. Hvis du ikke kan finde skedeindgangen, vil jeg opfordre dig til at tage et spejl med på toilettet og undersøge, hvordan du ser ud forneden.
Tag gerne en snak med din mor eller en anden, du er tryg ved, om hvordan din krop er. Selvom det kan være lidt mærkeligt at snakke om, er det godt at dele det med en anden.
Andre piger har spurgt om noget af det samme som dig, og måske kan du få noget ud af at læse svar til dem:
Er min skedeåbning for lille til at bruge tampon?
Hvordan kan jeg lære at bruge tampon?
Jeg håber, du har fået svar, du kan bruge. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste!
Kærlig hilsen
Anette