Kan min jomfruhinde spærre, så jeg ikke kan få en tampon op?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har prøvet at sætte en tampon i, hvis jeg skulle få brug for at bruge det. Men de gange, hvor jeg har prøvet det, har jeg kunnet både se og mærke, at der sad noget i vejen. Jeg læste mig frem til, at det var jomfruhinden.

Den fylder hele skeden, og jeg ved ikke, hvor jeg så skal sætte min tampon op, kan I hjælpe mig?

M, 15 år

SVAR:

Hej M

Tak for dit gode spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne bruge en tampon, når du får menstruation.

Jomfruhinden

Ved indgangen til skeden sidder en lidt stram slimhinde-kant, som vi kalder jomfruhinden. Ordet jomfruhinde er lidt misvisende, for det er ikke en “hinde”, som sidder og blokerer skeden. Det er en krans eller kant af slimhinde i skeden, og der er en åbning op til skeden.

Når du skriver, at du gerne vil kunne bruge en tampon, går jeg ud fra, at du har fået din første menstruation. For at blodet skal kunne komme ud af skeden, må der altså være en åbning op til livmoderen. Denne åbning varierer i størrelse fra kvinde til kvinde.

De fleste kvinder kan få en tampon op gennem åbningen. Men for nogle er jomfruhinden eller kønskransen, som den også kaldes, så stram, at det er meget svært. Der er intet galt, hvis du oplever dette. Og så findes der heldigvis bind, når du får menstruation.

Et par tricks

Der er dog nogle tricks til at hjælpe tamponen op. Jeg vil anbefale dig at købe en tampon i en lille størrelse. Og så skal du helst vente, til du har menstruation med at prøve at få tamponen op. Det hjælper tamponen med at glide op, at skeden er fugtig pga. menstruationen. Det kan godt tage nogle forsøg, så vær tålmodig og forsøg nogle gange.

Hvis du på ingen måder kan få en tampon op, og du tænker, at der er lukket fuldstændig til, vil jeg anbefale dig at gå til din læge og få det tjekket. Det er meget rart for dig at vide, om der er lukket helt til, og det mest sandsynlige er, at du vil blive beroliget med, at der er en åbning.

Du kan evt. læse mere om skeden i vores artikel Værd at vide om skeden og om kønskransen i vores leksikon.

Jeg håber, du har fået svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive til os en anden gang.

De bedste hilsner
Amalie

Annoncer