Hej M
Det er naturligt, at det kan opleves voldsomt de første gange, du har menstruation. Du er ikke forberedt på det, og mængden kan være ret stor.
Helt normalt
Det er ikke unormalt, at der først kommer lidt og så mere senere. De første år, du har menstruation, er der ikke så meget system i, hvor mange dage, der går mellem hver menstruation, og hvor mange dage selve menstruationen varer. Du kan forvente, at blødningen er mellem 2 og 7 dage.
Du kan læse mere om menstruation i vores artikel Den første menstruation.
Hvis du kigger på menstruation i vores leksikon, finder du en masse svar til andre, der også spekulerer på, hvad der er normalt i forbindelse med menstruation.
Jeg synes, du skal snakke med din mor eller en anden kvinde, som du er tryg ved, om hvordan det er at have menstruation.
Håber, at svaret hjælper dig.
Mvh. Marie