Beskyttet sex og nødprævention – kan jeg alligevel være gravid?

Vis spørgsmål

Hej, jeg skriver til jer vedrørende en mistanke om graviditet.

Jeg har for en måned siden haft beskyttet sex, hvorefter jeg har taget nødprævention for en sikkerheds skyld. Jeg har dog ikke fået min menstruation endnu … Jeg har allerede taget to graviditetstest, hvoraf svaret kom ud inkonklusivt.

Jeg har ingen idé om, hvad jeg burde gøre.

Hilsen en bekymret 17-årig

SVAR:

Kære bekymrede

Mange tak for dit spørgsmål, jeg vil forsøge at svare så godt som muligt.

Sandsynligvis ikke gravid

Jeg synes, det lyder meget lidt sandsynligt, at du er blevet gravid. Dog ved jeg ikke, hvilken type beskyttelse I brugte, men nødprævention nedsætter jo uanset muligheden for graviditet.

Du skriver, at de to tests, du tog, var inkonklusive, hvilket betyder, at man ikke kunne læse et svar på dem. Måske du mener, at de var negative? Hvis en graviditetstest er negativ, når den bliver taget en måned efter sidste menstruation, kan man stole på det resultat.

Du skriver ikke, hvor mange dage du er gået over din menstruation, men man kan sagtens have uregelmæssig menstruation af andre årsager end graviditet, fx stress eller bekymring for graviditet. 

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler
Sådan bliver du gravid
Menstruationen udebliver – mulige årsager

Det kan du gøre

Jeg vil anbefale dig tre ting. Den ene er at gå til din læge og sige, at du gerne vil vide, om du er gravid. De kan lave urintest, men også tage en blodprøve som med 100 % sikkerhed kan give dig et svar.

Derudover vil jeg anbefale dig at overveje prævention grundigt, så du ikke står i denne situation igen, fordi det kræver en masse energi af dig. Det er en snak, som din læge også kan hjælpe dig med. Nødprævention synes jeg ikke er en god basis-præventionsform.

Sidst vil jeg råde dig til at snakke med den fyr, du er sammen med – han har også et ansvar for, at du ikke bliver uønsket gravid! Det er ikke hans krop, der står med graviditeten, hvis det skulle nå dertil, så sørg for, at det er en fyr, du er tryg ved, og som vil støtte dig, hvis du evt. står med en positiv graviditetstest en dag.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Ellers må du endelig skrive igen!

Venlig hilsen
Lisbet Due

Annoncer