Kære E
Tak for dit spørgsmål.
Jeg tror bestemt ikke, du har nogen sygdom, som gør din skede lille – heller ikke selvom du ikke kan få en lillefinger ind; det må du ikke være bekymret for.
Kønskrans
Jeg tror, at det som generer dig, er din jomfruhinde, og det er den du mærker, når du skriver, at huden bare går ind. Jeg vil anbefale dig at læse denne artikel: Værd at vide om skeden.
Øv dig under menstruationen
Du skriver ikke, om du øver dig i at bruge tampon, når du har menstruation, men det er vigtigt, at du har menstruation, når du prøver – ellers vil det være helt umuligt for dig. Blodet fra menstruationen virker som “smørelse”, og derved bliver det nemmere. Det må aldrig blive ubehageligt, når du øver dig.
Vent et par år
Mange piger i din alder har svært ved at bruge tampon, og jeg vil foreslå dig at vente nogle år, før du prøver igen – så tror jeg, det vil blive lettere for dig. Du kan måske også få noget ud af at læse svaret Hvordan kan jeg lære at bruge tampon?
Håber det hjælper dig videre, ellers er du velkommen til at skrive tilbage til os.
Kærlig hilsen
Else