Hvad var det for en klump, jeg fandt i mine trusser?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg starter lige med lidt om min situation: Jeg har en kæreste, som jeg har samleje med et par gange om ugen. Jeg tager p-piller som prævention og sprang min sidste menstruation over, men begyndte min pause her for tre dage siden efter 56 dage med p-piller. Håber det giver mening:)

Min menstruation kom her i går, og da jeg så vågnede i morges og gik på toilettet, lå der en beige klump i mine trusser. Jeg blev meget forvirret og prøvede at undersøge, hvad det var. Der var meget lidt menstruationsblod på, men det var nærmest, som om det var en lille stykke hud, da det var fast, men man kunne rive det i stykker. Det var tyndt med overflade på størrelse med to tommelfingernegle.

Jeg har søgt lidt, men fandt ikke noget, som gav mig svar på, hvad det var. Kunne det være min jomfruhinde? Også selvom det er længe siden, jeg mistede min mødom?

Mvh forvirret og lidt skræmt pige på 17 år

SVAR:

Kære pige

Det er godt, du søger svar, når du bliver forvirret og skræmt, og jeg håber, mit svar kan berolige dig lidt.

Slimhinde i menstruationsblod

Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvad du så i trusserne under menstruationen. Men jeg tror bestemt ikke, at det hverken er en hudflap eller din jomfruhinde (kønskrans), du har fundet. Ud fra din beskrivelse vil jeg tro, at det er en lidt større del af slimhinden fra livmoderen, som er kommet med blodet ud, hvilket er helt normalt.

Menstruation består af blod og slimhinderester fra livmoderen. Under menstruationscyklussen bliver slimhinden i livmoderen tykkere og tykkere, så den kan være klar til at tage imod et befrugtet æg (som fører til graviditet). Når der ikke kommer noget befrugtet æg, bliver slimhinden afstødt sammen med noget blod i menstruationen for derefter at blive opbygget igen i næste cyklus.

Springe pausen over

Når du springer en p-pille-pause over, vil slimhinden i din livmoder blive ved med at vokse en smule og altså blive lidt tykkere end normalt, før den afstødes med menstruationen. Det kan være årsagen til, at du oplever sådan en klump netop denne gang.

Det er helt ufarligt og derfor også helt ok at springe en menstruation eller to over en gang imellem, når man er på p-piller. Men det er altså helt normalt, at der er små klumper og trevler i menstruationsblod – også i en helt almindelig cyklus. Det kommer typisk på det tidspunkt, hvor man bløder mest.

Kontakt evt. din læge

Jeg kan desværre ikke være helt sikker på, hvad du fandt, så hvis du har oplevet andre gener, som kraftigere smerter, mange store klumper eller andre problemer fra underlivet samtidig, vil jeg opfordre dig til at kontakte din læge, som kan undersøge dig. Men med udgangspunkt i det du har beskrevet, så ville jeg ikke være bekymret.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Du kan læse mere om menstruation, kvindens kønsorganer og p-piller her:

Pigens kønsorganer
Menstruation
Info om p-piller

Venlig hilsen
Signe

Annoncer