Pubertet – en ekstrem forvandling

Overgangstiden fra barn til voksen kalder man puberteten. Og det kan opleves som en ekstrem forvandling – både for dig og for dem, som er tæt på dig. Kroppen ændrer sig fysisk fra en barnekrop til en voksenkrop, og der sker også en stor indre forandring i tanker og følelser. Puberteten begynder i 11-12-årsalderen og kan vare, til man er 18-19 år. Pigerne kommer som regel i puberteten 1-2 år før drengene.

Puberteten begynder som regel med, at du vokser hurtigere, end du plejer. Bukserne er pludselig for korte, selvom de er næsten helt nye. Du bliver måske også mere sulten, fordi kroppen har brug for mere energi.

Der vokser hår under armene og i skridtet. Du sveder mere, og sveden lugter anderledes. Huden bliver mere fedtet, og det betyder for mange, at de får bumser, og at håret fedter. Du bliver nødt til at gå i bad og vaske hår oftere og må bruge deodorant for ikke at lugte af sved.

Kroppens facon ændrer sig. Pigerne får bryster og smallere talje og lidt bredere hofter. Drengenes muskler vokser, så brystkassen bliver større, og de får dun på overlæben – det første tegn på skæg. Kønsorganerne vokser også, og stemmen bliver dybere.

Både drenge og piger bliver kønsmodne. Det betyder, at de fysisk er i stand til at få børn. Drengene begynder at producere sædceller, og pigerne får ægløsning og menstruation.

Forelskelser og humørsvingninger

Mange oplever, at de tænker mere på det andet køn. Måske især på én bestemt. Du bliver forelsket. Måske oplever du, at du rødmer, bliver genert eller ikke kan få et ord frem, hvis du møder ham eller hende, som du er forelsket i.
Alle de store forandringer kan godt betyde, at du føler dig mere usikker på dig selv. Er du normal? Oplever de andre det på samme måde? Hvem er du egentlig?
Det er helt almindeligt med store humørsvingninger, så du det ene øjeblik er jublende glad og har styr på det hele – og pludselig sker der noget, så du synes, at det hele er sort og håbløst og umuligt. Hele verden er imod dig!

Ny person

Efterhånden får du en oplevelse af uafhængighed. Du klarer flere og flere ting selv, og du begynder at løsrive dig fra dine forældre. Du sætter spørgsmålstegn ved mange ting. Bare fordi læreren siger det, behøver det jo ikke at være rigtigt. Du vil gerne prøve at gøre tingene selv, og måske kommer det til skænderier med dine forældre, hvis I er uenige om, hvad du selv kan klare.
Nogle gange føler du dig nok meget voksen, men engang imellem har du måske mest lyst til at sidde på skødet af mor eller far og bare slappe af og lade dem tage beslutningerne.

Alle de forandringer kan være ret trættende, og du får nok brug for mere søvn. Specielt om morgenen! De fleste teenagere bliver B-mennesker i en periode. Det vil sige, at man gerne vil gå meget sent i seng og sove meget længe. Men det er vores skolesystem desværre ikke indrettet til!

Tidlig eller sen udvikling

Det er meget forskelligt, hvornår puberteten begynder. Nogle piger er allerede i gang i 9-årsalderen, og de sidste drenge oplever det først fra 14-15-årsalderen. Så der kan være meget store forskelle på, hvor langt man er, selvom man går i samme klasse. Det kan betyde, at man har svært ved at forstå hinanden, og man bliver usikker og føler sig anderledes eller forkert.

Usikkerhed og misundelse får nogle til at drille og andre til at trække sig ind i sig selv. Det kan hjælpe at vide noget om puberteten, for så er det nemmere at forstå de andre og deres reaktioner. Og måske er det også nemmere at respektere hinandens grænser og tage hensyn til dem, der har en dårlig dag.

Hvis I ikke allerede har arbejdet med emnet i klassen, kan det være en idé at spørge jeres klasselærer, om I ikke skal gøre det. Måske kan skolens sundhedsplejerske hjælpe med nogle gode idéer.
Men husk, at for dem, der er i fuld gang med at mærke forandringerne, er emnet nok mere spændende end for dem, der ikke er nået så langt endnu.

Er der noget galt?

Det er helt almindeligt at have nogle spørgsmål eller bekymringer, når der sker så mange forandringer på én gang. I stedet for at gå og blive nervøs af at spekulere, så spørg en fornuftig voksen. På den måde får du mere overskud til at nyde alle de spændende ting, du skal opleve i puberteten.

Annoncer