Kære S
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.
Lille sandsynlighed
Ud fra det, du beskriver, er der en meget lille sandsynlighed for, at du kan være blevet gravid. Sæd overlever sjældent, når det kommer udenfor skedens fugtige miljø. Alle de symptomer, du har mærket, kan komme, fordi du er bekymret for at være gravid. Jeg har fundet nogle svar til andre, som jeg tror, du kan bruge:
Kan jeg blive gravid af præsperm på finger?
Fik finger med sæd – kan jeg være gravid?
Menstruation kan komme under graviditet
Den menstruation, du har haft, giver ikke et klart svar. Det er nemlig muligt at få menstruation en eller flere gange, mens man er gravid. (Det er sjældent, men det sker. Og da er det som regel en meget lille blødning). Jeg kan ikke helt læse ud af din mail, om du kun har haft den ene menstruation de sidste 10 uger.
Hvis du ikke har haft menstruation som normalt efter den, du skriver om, synes jeg, du skal købe en graviditetstest, så du kan blive sikker. De fås i supermarkeder, Matas og på apoteket.
Hvis du har haft menstruation hver måned, og den har varet lige så længe og været lige så kraftig, som den plejer, skal du ikke være bekymret.
Sex og tryghed hører sammen
Nu, hvor du mærker bekymringen for at være gravid, mærker du også, at sex har store konsekvenser. Jeg tænker, at sex ville blive endnu dejligere for dig og din kæreste, hvis I gemmer det, til I er så gamle – og jeres forhold så stabilt og forpligtende – at I også kan tage imod et barn, hvis du skulle blive gravid.
Hvis du og din kæreste fortsat vil have sex, synes jeg, du skal tale med din læge (og måske dine forældre) om prævention. Husk, at kondom er den eneste prævention, der kan beskytte mod kønssygdomme.
I vores tema Teenager og sex kan du læse om, hvorfor det giver mening at vente med sex.
Måske kan du og din kæreste sammen læse artiklen Sådan kan I få et bedre kæresteforhold og bruge den til at overveje, hvordan I gerne vil have, jeres forhold skal være fremover.
Jeg håber, svaret gav dig afklaring.
Pas godt på dig selv – og din kæreste!
Venlig hilsen
Ida Secher Rom