Hvad er normalt, når man får sin første menstruation?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva, jeg har to spørgsmål, som jeg gerne vil stille jer.

Jeg fik min første menstruation her for nogle dage siden og har ikke haft nogle smerter, kun meget lidt og ved ikke, om det er helt normalt?

Har også tænkt på, hvor lang tid der går, før jeg får min menstruation igen. Er det allerede i næste måned, eller er det først om lang tid?

Håber I forstår mit spørgsmål!

Fra R, 12 år

SVAR:

Hej R

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er så super at få sat ord på det der fylder, og som man kan gå og spekulere på.

Helt normalt

Det, du beskriver om din første menstruation, er helt normalt. Det er meget forskelligt, hvad den enkelte pige/kvinde oplever i kroppen, når de får menstruation. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet.

Selvom du ikke oplevede smerter ved din første menstruation, kan det godt ændre sig, så du måske senere, når du har menstruation, vil få smerter eller ubehag. Så er det godt at tage lidt smertestillende medicin eller lægge sig med noget varmt på maven. Men det er slet ikke sikkert, du kommer til at mærke så meget – det må tiden vise.

Uregelmæssig mens

Hvornår du vil få din næste menstruation, er det meget svært at sige noget om. Når du har haft menstruation i nogle år, begynder den som regel at blive mere regelmæssig, dvs. den vil komme ca. hver 28.-31. dag og vare 5-7 dage.

Det er meget almindeligt, at piger i de første år oplever, at menstruationen er meget uregelmæssig. Den kan både komme ofte og med lange mellemrum, og man kan opleve, at menstruationen trækker ud i flere uger eller kun varer 1-2 dage.

Så hvornår din næste menstruation kommer, må du vente og se. Under alle omstændigheder er det helt normalt, at den ikke opfører sig, som man regner med – særligt i de første år.

Mere viden

Hvis du ønsker mere viden og info eller bare gerne vil høre mere om, hvordan det er at have menstruation, er det godt at snakke med en voksen kvinde – måske din mor – og snakke med veninder, der selv har fået menstruation. Du kan også opsøge sundhedsplejersken på din skole.

Og endelig kan du læse vores artikel Den første menstruation. Der finder du også links til svar til andre, som har fået deres første mens.

Jeg håber, mit svar giver mening for dig. Ellers må du endelig skrive igen!

Med venlig hilsen
Marianne

Annoncer