Kære A!
Tak for dit spørgsmål!
Graviditetschance efter p-piller
For de fleste kommer ens egen menstruation i gang igen højst et par måneder efter, man er stoppet med sine p-piller. Den kan dog godt være lidt uregelmæssig de første gange.
Hvordan mon det er gået, efter du stoppede med dine p-piller for 2måneder siden? – Hvor lang tid gik der, inden du fik din menstruation? Og er den blevet nogenlunde regelmæssig?
Når man får sin menstruation er det tegn på, at der 14 dage inden var ægløsning (i hvert fald hvis der går 21-35 dage fra første dag i den ene blødning til første dag i den næste). Hvis ens menstruation starter med at være uregelmæssig lige efter, man er stoppet med at tage p-piller, gør det, at det er svært at regne sig frem til, hvornår der er størst chance for at blive gravid, men man får stadig en ægløsning, og kan altså stadig blive gravid. Løsningen er, at man har samleje 2-3 gange om ugen, for så er man ret sikker på at ramme det rigtige tidspunkt, uanset hvornår det er.
Hvis man har en regelmæssig menstruation, er det muligt at regne sig frem til, hvornår chancen er størst for, at man bliver gravid. Det er nemlig fra et par dage før til et par dage efter ægløsningen.
Når alt dette er sagt er det meget normalt, at man skal prøve nogle måneder, før man bliver gravid – kun 25% bliver gravid første måned. Efter 3 måneder er 60% gravide (dvs kun lidt over halvdelen!). Efter et år er 80-85% blevet gravide. Så der er absolut ingenting at være bekymret over, fordi det ikke er sket efter 2 måneder.
Vil du/I gerne have et barn?
Du skriver, at du stoppede med dine p-piller, fordi du blev utilpas af dem. Men det lyder også, som om du er lidt skuffet over ikke at være blevet gravid endnu. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at du og din kæreste finder ud af helt præcist, hvad I gerne vil – ønsker I at få et barn nu, eller vil I vente lidt? Det er en meget stor omvæltning at blive forældre første gang, og det er vigtigt, at I sætter jer ned og træffer den beslutning sammen!
Jeg har skrevet et svar til en anden i lidt samme situation, som jeg håber, I kan få lidt inspiration af i beslutningen om, hvorvidt I vil forsøge at blive gravide nu: Bliver ikke gravid - har I nogle råd?
Hvis I beslutter jer for at vente lidt, er det dels en mulighed at begynde på en ny slags p-piller (så kan du jo bare stoppe et par måneder inden det tidspunkt, hvor I har besluttet at begynde at prøve), eller I kan bruge andre metoder, som I kan læse om i vores artikel Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?
Skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål!
Kærligst
Lotte