Hvorfor vokser og skrumper mine bryster i løbet af cyklus?

Vis spørgsmål

Hej! Nu har jeg et spørgsmål omkring mine bryster, da de altid skrumper, når jeg får min menstruation, men vokser så en hel skål de næste 3 uger, efter den er stoppet, og når jeg så får min menstruation igen, skrumper de.

Sådan fortsætter det bare, og jeg havde overvejet, om det var mine p-piller, der fik dem til at vokse, men sådan var det også, før jeg startede på dem.

Normalt hører jeg, at pigers bryster vokser, når de får deres menstruation, men mine gør det modsatte? Hvordan kan det være?

Pige, 16 år

SVAR:

Hej

Det, du oplever, er meget normalt. Kvinders brystvæv er meget følsomt for de hormoner, der styrer den normale menstruationscyklus. Hos de fleste kvinder er brystet størst lige op til menstruationen, hvor der er højt hormonniveau.

Nogle kvinder mærker brystspændinger de sidste dage inden, de skal have deres menstruation. Når menstruationen kommer, falder hormonniveauet i blodet igen, og brystspændingerne forsvinder. Hos de fleste kvinder er brysterne mindst en uges tid efter menstruationens start.

Det er sikkert lidt forskelligt fra person til person, hvor hurtigt brystet reagerer på hormonfaldet, og hvor hurtigt brystet skrumper. Så nogle piger vil opleve, at deres bryster føles størst de første dage af menstruationen, hvor du oplever, at det er der, de skrumper.

Kærlig hilsen
Signe 

Annoncer