Brunt udflåd efter start på p-piller - kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Jeg havde mens d. 8. Oktober. Siden da har jeg oplevet, at jeg troede, jeg havde blærebetændelse, da jeg fik ondt, da jeg tissede. Jeg gik til lægen og fik nogle piller, og de virkede - men svaret viste, at jeg ikke havde blærebetændelse.

Jeg har været sammen med min kæreste og ingen andre, og han er tjekket for kønssygdomme og havde ingen.

Siden hen er jeg så startet på p-piller på første blødningsdag, som var d. 5. november. Min mens varede i 6-7 dage som normalt - men efterfølgende har jeg haft brunt udflåd i perioder i 4-5 dage indtil videre - så pludselig er jeg i tvivl, om jeg nu rent faktisk har haft mens...
Jeg er SÅ bange for, om jeg er blevet gravid - for jeg græder over de mærkeligste ting.... Please hjælp mig!

Bekymret, 18 år

SVAR:

Kære ’bekymret’

Bliv afklaret om du er gravid

Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt, at du får afklaret, om du er gravid enten vha. en graviditetstest, som kan købes i et supermarked og på apoteket, eller ved at besøge din almen praktiserende læge. Det er forskelligt fra person til person, hvor hurtigt efter befrugtning en graviditetstest kan afklare, om du er gravid, men læs mere om det i vejledningen, som følger med testen.

Brunt udflåd kan skyldes opstart på P-piller

Du er opmærksom på din cyklus og reagerer på det, der sker, som du ikke er helt tryg ved – det er rigtig godt! Normalt er udflåd hvidligt eller gulligt, men det kan også være brunligt omkring menstruationstidspunktet.
De perioder med brunt udflåd, du har oplevet siden start på p-piller, kan godt være pletblødninger. Det er normalt at pletbløde de første tre måneder efter opstarten.

Læs mere her: Info om p-piller og Udflåd

Tal med en du har tillid til

Jeg vil også varmt anbefale, at du taler med en person, som du har fuld tillid til. Det kan være din mor, leder i en forening eller en ældre søster. Det er naturligt, at du bekymrer dig og tolker kroppens signaler (brunt udflåd og "grædeture") som tegn på graviditet. Bekymringer vokser sig ofte store, hvis vi ikke får talt med andre om dem. Tal fx om hvorfor du let græder for tiden, hvorfor du er bange for at blive gravid og om prævention.

P-piller og kondom

Det er godt, at du og din kæreste er opmærksom for risikoen for kønssygdomme, som overføres, hvis I har haft sex/samleje med forskellige partnere. P-piller beskytter ikke 100% mod graviditet - og da det heller ikke beskytte mod kønssygdomme, kan det være godt også at bruge kondom ved samleje.

Med venlig hilsen Marie

Annoncer