Kære Fie
Du fortæller, at din menstruation er udeblevet og at du faktisk er gået 10 dage over tid. Du fortæller også, at du er jomfru, hvilket betyder, at du jo umuligt kan være gravid. Du har selv googlet rundt og læst omkring årsager til udeblevet menstruation. Og du har ret i, at det kan være symptom på sygdom.
Ud fra, hvad du skriver, lyder det til, at det er første gang, din menstruation er uregelmæssig og mon ikke du i ventetiden på dette svar har fået din menstruation? Menstruationscyklus kan påvirkes af vores psyke og jeg ved godt, at du skriver, at du ikke er stresset, men du er blevet stresset af, at den er udeblevet. Hvis det bare er denne ene gang din menstruation udebliver, skal du ikke bekymre dig, det er hvad mange kvinder oplever engang i mellem. Hvis det er tilbagevendende, at din menstruation ikke kommer, skal du søge læge for at se, om der er en årsag til dette.
Men indtil videre så se tiden an. Jeg tror ikke, du fejler noget alvorligt. Det er utroligt sjældent, at 18-årige pige får kræft. Hvis din menstruation ikke kommer så søg læge - de fleste læger ved godt, at det er svært for unge piger og måske kvinder generelt at gå til læge med menstruationsproblemer. Når man skal til læge, kan man altid tage en med, fx. en god veninde eller din mor, hvis det kan gøre dig mere tryg.
Jeg har fundet et par links til dig fra hjemmesiden:
Menstruationen udebliver – mulige årsager
16 år og udebleven menstruation i 7 mdr fejler jeg noget?
Håber at dette kan hjælpe dig videre, ellers er du velkommen til at skrive tilbage.
Kærlig hilsen
Else