Hvorfor fik jeg menstruation to gange på en måned?

Vis spørgsmål

Jeg havde i sidste måned menstruation to gange med en uges mellemrum. Imellem de to perioder havde jeg sex. Jeg er på minipiller og har glemt en på daværende tidspunkt.

Jeg har ikke fået min menstruation endnu. Skal jeg tage min cyklus udfra den anden menstruation eller den første?

Og hvad kan det skyldes, at jeg får to menstruationer på en måned? Det har jeg ikke oplevet før ...

V, 18 år

SVAR:

Kære V

Jeg kan godt forstå, at du er lidt forvirret over din cyklus. Jeg skal give dig mit bedste bud på et svar.

Ændringer i menstruationscyklus

Ud fra din beskrivelse lyder det, som om du har haft en gennembrudsblødning eller pletblødning. En gennembrudsblødning ligner en normal menstruationsblødning, men kommer på et andet tidspunkt end der, hvor du skulle have haft din menstruation. En pletblødning er en mindre, ofte brunlig blødning, der også kommer på et andet tidspunkt end der, hvor du ifølge din cyklus skulle have en blødning. Ændringer i cyklussen er meget almindelige og særligt for dem, der bruger minipiller. Ofte vil det være værst i de første tre måneder, du bruger minipiller.

Det ses også relativt hyppigt hos kvinder, som bruger minipiller, at menstruationen udebliver eller bliver uregelmæssig. Jeg tror derfor, at den mest sandsynlige årsag til både din ekstra blødning og udeblevne menstruation er minipillerne. Der er intet farligt ved de cyklusændringer, du oplever. Det er dog umuligt for mig at sige, hvilken af blødningerne, der er en del af din normale cyklus. Hvis ændringerne i din menstruationscyklus generer dig meget fremover, vil jeg anbefale dig at tale med din læge om det og eventuelt skifte præventionsmetode.

Minipiller og graviditet

Jeg kan ikke vide det ud fra det, du har skrevet, men måske tænker du på, om du kan være blevet gravid på grund af, at du ikke tog en af dine minipiller? Jeg har derfor lyst til at fortælle dig lidt om, hvad du kan gøre, hvis du glemmer at tage en minipille.

Der findes to forskellige typer minipiller: lavdosis og højdosis. Hvis du tager en lavdosis minipille mere end 3 timer for sent i forhold til, hvornår du plejer at tage den, er der mulighed for graviditet, hvis du har samleje i løbet af den følgende uge. For højdosis minipiller er det ved mere end 12 timers forsinkelse. Uanset præparat skal du de syv næste dage bruge anden form for prævention samtidig med, at du fortsat tager minipillerne, hvis du vil mindske muligheden for graviditet mest muligt.

Sex og ansvar

Jeg vil understrege, at der ikke findes nogen prævention, som er 100%. sikker. Der vil altid være en mulighed for at blive gravid, når man har samleje. Derfor er det vigtigt, at du er klar over det ansvar, sex fører med sig. Ansvaret retter sig både mod det lille menneske, der kan blive dannet i din mave, og mod dig selv og den, du har samleje med, som giver noget af det mest sårbare, I har, til hinanden. Sex kan føre til så meget smerte, hvis det ikke foregår indenfor et tillidsfuldt og kærligt forhold, hvor begge er klar til at tage ansvar. Omvendt er det fantastisk at dele i et sådant forhold. Derfor vil jeg anbefale dig at overveje, hvordan du lever med din seksualitet på en ansvarlig måde.

Jeg vil invitere dig til at læse følgende artikler:

10 gode grunde til at vente med sex
Værd at vente på

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Skriv endelig til os igen, hvis der er andet, du får brug for at spørge om.

Kærlig hilsen
Amalie

Annoncer