Min krop har symptomer, fordi jeg ikke spiser. Hvad er bedst at gøre?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg er en pige på 18 år, der desværre har lidt af en spiseforstyrrelse i et års tid. Jeg har tabt mig over 20 kg i den periode og vejer lige nu kun 41 kg, hvilket jo er ret lidt i forhold til min højde på 170 cm. Det giver mig et meget lavt BMI.

Min spiseforstyrrelse består i, at jeg sulter mig selv og derfor næsten intet spiser. Jeg vil rigtig gerne ud af det og begynde at spise mere normalt igen, men har indtil da lige nogle spørgsmål omkring min krop. Jeg har nemlig oplevet nogle forskellige symptomer på det seneste.

For det første er min menstruation udeblevet og har været det i nogle måneder nu. Vil den komme tilbage, hvis jeg spiser mere og tager på? Eller kan der være sket varig skade?

For det andet oplever jeg, at jeg er enormt oppustet. Særligt min mave buler ud, og når jeg trykker på den, siger den de mærkeligste lyde. Min fordøjelse er også påvirket. Jeg lider af forstoppelse og kan kun meget sjældent komme på toilettet. Hvad kan jeg gøre for at afhjælpe disse problemer?

Sidst men ikke mindst har jeg fået det problem, at jeg har virkelig svært ved at holde på vandet. Normalt kunne jeg sagtens holde mig i noget tid, men det kan jeg ikke mere. Det løber simpelthen ud af mig og kan ske nærmest uden varsel. Hvad kan det mon skyldes? Er det også relateret til min spiseforstyrrelse, tror I?

Og som allersidste ting: Hvad kan jeg først og fremmest gøre af gode ting for min plagede krop?

Jeg håber, I kan besvare nogle af mine mange spørgsmål.

Mvh en bekymret pige

SVAR:

Kære bekymrede pige

Tak for dine spørgsmål til os. Du skriver, at du oplever en del fysiske symptomer på, at du det seneste år har haft en spiseforstyrrelse, og jeg vil skrive om dem en ad gangen.

Men først vil jeg slå fast: Du er alvorligt syg. Du har nu et BMI på 14,2. Hvis du rammer 14, vil en læge kunne tvangsindlægge dig på et hospital. Når det er lovligt at indlægge personer mod deres vilje, er det kun, fordi det er vurderet, at det er for farligt at lade være. Du kan simpelthen dø af at fortsætte med at tabe dig. Det skriver jeg ikke for at skræmme dig men for at fortælle, at det er meget alvorligt, når du fortsat taber dig. Du har brug for hjælp lige NU. Og jeg er meget bekymret for dig.

Kommer min menstruation tilbage?

Du har igennem noget tid ikke haft menstruation. Det har du ikke, fordi sulten påvirker din hjerne og sætter den ud af stand til at producere de hormoner, som skal til, for at du kan opretholde en cyklus. Du kan heldigvis godt genvinde evnen til at producere hormoner, hvis du begynder at spise og tage på igen.

I forbindelse med din manglende menstruationscyklus vil jeg indskyde, at det også påvirker dine knogler ikke at have den rette mængde østrogen i blodet. Østrogen er en del af din menstruationscyklus. De skader, der sker på dine knogler på grund af for lidt østrogen, kan ikke rettes op igen, selv hvis du tager på. Det er derfor ret ødelæggende for din krop også på lang sigt, at du fortsat taber dig.

Kan jeg afhjælpe forstoppelse og oppustethed?

At blive forstoppet er et helt almindeligt symptom ved spiseforstyrrelse. Du tilfører næsten ingen mad til tarmen, og det reagerer den på. Det er også derfor, den siger mærkelige lyde. Dine tarme vrider sig og danner luft. De kan ikke finde ud af, hvad de skal, hvis de ikke får tilført mad.

Og hvad kan du så gøre ved det? Det eneste, der vil hjælpe, er at begynde at spise mad. Intet andet vil hjælpe dig på sigt.

Hvorfor kan jeg ikke holde på vandet?

Her er jeg lidt mere usikker på, hvilke mekanismer der spiller ind. Men jeg vurderer, at det sagtens kan have at gøre med din spiseforstyrrelse. Formentlig fungerer dine muskler ikke mere, som de skal. Hvis kroppen ikke får tilstrækkeligt med elektrolytter (forskellige salte), vil musklernes funktion blive påvirket. Det betyder, at du ikke kan mærke og koordinere, hvornår du skal tisse. Og det vil desværre nok først stoppe, når du begynder at tage på igen.

Det er helt sikkert rigtig generende for dig ikke at kunne styre din vandladning. Men jeg er faktisk mere bekymret for, hvad der kan ske med en anden af dine muskler – nemlig dit hjerte. Hvis du ikke har en normal nyrefunktion og får de elektrolytter, som du har brug for, vil det gå ud over dit hjertes funktion. Og det er farligt for dig.

Hvad kan jeg gøre af gode ting for min plagede krop?

Jeg er glad for, at du stiller det spørgsmål. Det viser mig, at du bekymrer dig for, hvad der lige nu sker i din krop. Og mit svar er helt kort: Du skal begynde at spise igen. Det er det, din krop prøver at fortælle dig med alle de her symptomer. Den skriger på mad. Og hvis du skal hjælpe den, må du begynde at spise igen.

Grib ud efter hjælp!

Så jeg vil, lige som sidste gang jeg svarede dig, sige: Tag fat i nogle omkring dig, som du stoler på. Fortæl dem om din plagede krop, og at det er vildt svært at begynde at spise igen. Det er okay at have brug for hjælp. Gå til lægen. Ræk ud efter hjælp, ligesom du her rækker ud efter hjælp fra os. Den sygdom, der lige nu raser i din krop, virker til at fylde alt for dig. Og derfor kan du ikke selv komme ud af det.

Jeg håber virkelig, du forstår, at jeg er meget bekymret for dig. Og jeg håber, det kan motivere dig til at gå til en af dine forældre eller venner og fortælle, hvad der sker lige nu. Og at du vil gå til lægen for at få hjælp.

Vh Amalie

Annoncer