Kære N
Jeg kan godt forstå, du bliver lidt bekymret over pletblødningen. Det er bare så godt, at du reagerer på din bekymring og spørger om hjælp. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig.
Glemt en p-pille – og hvad så?
Afhængigt af hvilken uge i ens cyklus, man glemmer en p-pille, skal man agere forskelligt for at være bedst muligt beskyttet. Det lyder, som om du har glemt en enkelt pille i 2. uge, da du skriver, at du var ca. halvvejs i pakken. I det tilfælde er din sikkerhed ikke nedsat, når du tager pillen dagen efter, og du kan fortsætte med resten af pakken og holde den almindelige pause på en uge, når pillerne i pakken slipper op.
Jeg vil anbefale dig at læse denne artikel for at blive lidt klogere på det med glemte p-piller: Rod med p-pillerne.
Pletblødning
Spørgsmålet er så, hvorfor du har oplevet pletblødning i den måned, der lige er gået. Det lyder ikke, som om du har prøvet det før, mens du har været på p-piller. Det er en ret hyppig bivirkning til p-piller, at pletblødning kan opstå. Der er ikke noget farligt i det, og det er ikke umiddelbart tegn på graviditet. Hvis du bliver ved at have pletblødning, og du er generet af det, vil jeg anbefale dig at snakke med din læge om det.
At din menstruation er skubbet tre dage i forhold til tidligere, har ikke betydning for din sundhed. Det kan være, at din krop lige har skullet vænne sig til at være styret af p-piller i stedet for dit eget hormonsystem. Så længe du får menstruation hver måned, kan du trygt fortsætte med at bruge p-piller. Du behøver kun tage en graviditetstest, hvis din menstruation udebliver helt.
Sex og bekymring
Når jeg læser dit spørgsmål, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om du har gjort dig nogle tanker om det at have sex. Det lyder, som om sandsynligheden for en graviditet bekymrer dig meget, og det kan jeg godt forstå. Du er ung, og der er sikkert mange forhold, der ville gøre det svært at blive mor nu. Hvis du har brug for det, kan du læse om uønsket graviditet samt den hjælp, der er at hente i den situation i vores artikel Uønsket gravid – hvad gør du?
Jeg vil anbefale dig også at tage en snak med din kæreste om muligheden for graviditet ved sex – for den er der, uanset hvilken prævention I vælger. Og det får jo betydning for jer begge, hvis du bliver gravid. Sex er ikke kun sjovt og dejligt, det er også et stort ansvar. Både over for dig selv, din kæreste og det eventuelle barn, der kan blive skabt ved, at I har sex.
Jeg vil derfor foreslå dig at overveje, om du vil vente med sex, indtil du er i et fast parforhold og klar til at få et barn. Der kan du føle dig helt tryg ved at give dig selv til et andet menneske gennem sex, og du vil kunne få al den støtte, du har brug for til at gennemføre en graviditet og tage dig af et lille menneske. Du kan eventuelt læse mere om at være ung og have sex i vores tema Teenager og sex.
Det er svært at navigere i det her med sex og ansvar – men jeg ønsker dig alt godt og håber, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Vh Amalie