Fra pige til kvinde

Når du kommer i puberteten, begynder din krop at ændre sig. Det er den periode, hvor du ændrer dig fra at være barn til at blive voksen.

Der sker en række ting med dig, både fysisk og psykisk. Det varierer lidt, hvornår man kommer i puberteten. Det sker som regel tidligere for pigerne end for drengene. Forandringerne styres af hormoner i kroppen og kommer altså helt af sig selv.

Bryster

Et af de første tegn på at du er kommet i puberteten er, at dine bryster begynder at vokse. Tidspunktet varierer fra pige til pige. Det kan ske allerede fra 8-9-årsalderen, og er næsten altid begyndt, når du er 13 år.

Brysterne begynder at vokse omkring brystvorten, og efterhånden vokser hele brystet. Brysterne er for de fleste fuldt udviklede i 20-årsalderen, men brysterne kan forandre sig hele livet igennem. Det er helt normalt, at brysterne ikke vokser lige hurtigt. Når du har din menstruation, kan du godt opleve, at brysterne gør lidt ondt eller spænder lidt.

Hårvækst

Et andet af de tidlige tegn på, at du er kommet i puberteten er, at du begynder at få hår i armhulerne og omkring de ydre kønsorganer. Det begynder i 8-14-årsalderen, og når du er blevet 12-18 år, er behåringen fuldt udviklet. Der er stor forskel på, hvor meget hår piger får på kroppen, og der er stor sandsynlighed for, at du ligner en kvinde i din familie på det punkt.

Fedtfordeling

I overgangen fra at være pige til at blive kvinde ændrer fedtfordelingen sig. Hos børn er der ikke den store forskel på drenge og piger, men når du kommer i puberteten, vil du få bredere hofter og lår. Du vil få det, man kalder “kvindelig fedtfordeling”, hvor fedtdepoterne sidder på lår, hofter og balder. Det skyldes, at du er begyndt at lave mere kvindeligt kønshormon.

Højde

Tidligt i puberteten vil du begynde at vokse i højden. Man taler om en længde- eller vækstspurt. Hos piger begynder længdespurten typisk et par år før, den gør hos drengene. Denne vækstperiode, hvor man vokser forholdsvis meget, starter i 9-14-årsalderen, og du kan vokse helt op til ni cm på et år. Piger er næsten udvoksede, når de får deres første menstruation, og du vokser normalt ikke mere end 6-7 cm efter din første menstruation.

Menstruation

De fleste piger får deres første menstruation, når de er mellem 10 og 13 år, men det kan være meget forskelligt. Du kan læse en hel masse om menstruation i artiklen Den første menstruation.

Hud og bumser

Alle de mange forandringer i kroppen skyldes et indviklet samspil mellem mange hormoner i kroppen. Hormonerne gør, at man kan få tendens til fedtet hud og bumser. Du får ikke mindre fedtet hud, selvom du vasker dig mere, men det kan hjælpe at bruge noget speciel sæbe. Det kan du tale med din mor eller far om.

Sved

Nogle piger oplever, at de begynder at svede mere og på en anden måde, end de tidligere har gjort. Mange får armsved, fordi svedkirtlerne udvikler sig, og dem har man mange af i armhulen. Vask dig hver dag, brug deodorant og rent tøj – det hjælper, så du ikke lugter grimt.

Følelser og humørsvingninger

Som du kan læse, sker der en masse forandringer med din krop gennem puberteten. Og det er ikke så underligt, at følelserne ikke altid kan følge med. De fleste føler sig af og til splittet mellem på den ene side at være et barn og på den anden side at være voksen. Og det er lige præcis det, som sker i puberteten: Man er både barn og voksen.

Det er ikke kun kroppen, som ændres; du bliver også mere moden i din psyke. Du oplever nye følelser, som fx forelskelse. Som ung i fuld udvikling er du også sårbar, og humøret svinger tit. Det er normalt, og selvom du kan føle, at du er alene med problemet, oplever langt de fleste det samme. Prøv at være åben for og mærk dine følelser og del dem med en voksen eller en veninde, som du har tillid til. Det kan hjælpe dig til at forstå og acceptere det, der sker med dig og de reaktioner, du ind imellem kan have.

Annoncer