Kan ikke få tampon op. Kan skeden være for kort?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har haft min menstruation, siden jeg var 13 år gammel. Jeg har derfor flere gange forsøgt mig med tampon, men jeg kan simpelthen ikke få tamponen derop. Jeg har også et par gange forsøgt at give mig selv finger, men jeg kan ikke få min finger op i min vagina. Det føles som om, at selve hullet på en måde er 'blokeret'. Hvad kan det være, og kan det evt betyde, at min skede er for kort?

Mvh S, 14 år

SVAR:

Kære S

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg ved, at mange piger kan nikke genkendende til den usikkerhed, du beskriver, når man skal lære nye sider af sig selv og sin krop at kende. Det er let at blive bekymret for, om man er "normal", når noget ikke går som forventet.

Jomfruhinden kan sidde i vejen

Du skriver, om din skede måske er for kort, fordi du ikke har haft held med at bruge en tampon endnu. Det tror jeg, bestemt ikke er tilfældet. Mange har udfordringer med at få lært at bruge tampon, og ofte kræver det en hel del forsøg. For mange lykkes det først senere i livet.

Du skriver desuden, at du føler, noget i skeden blokerer. Det kan være din jomfruhinde, som du mærker, og som kan sidde lidt i vejen. Det er helt normalt.

Praktiske forberedelser, der måske kan hjælpe

For at det skal lykkes at bruge tampon, er det vigtigt at kende sin krop og sine kønsorganer. Undersøg, hvordan en kvindekrop ser ud indvendig. Og kig dernæst i et spejl, hvordan du ser ud forneden. Du kan fx læse vores artikel Pigens kønsorganer.

Prøv at køb en pakke tamponer i den mindste størrelse. Der følger som regel en god vejledning med, som viser, hvordan du fører en tampon op i skeden. Det er vigtigt at slappe godt af, imens du forsøger, da skeden er en muskel, som spænder op, hvis du holder vejret og står i en anstrengende stilling.

Hvis det ikke lykkes nu, kommer det senere

Lykkes det alligevel ikke i denne omgang, så prøv at acceptere det. Hold en længere pause, inden du prøver igen. Nogle gange kan man blive så opsat på noget, at det kan være gavnligt at få tankerne lidt på afstand. Hvem ved – måske lykkes det så næste gang!? I mellemtiden er vi heldigvis mange, der kan komme langt med en pakke bind.

Held og lykke med det.

Kærlig hilsen
Gurli

Annoncer