Udvikler jeg mig langsomt, fordi jeg er vegetar?

Vis spørgsmål

Kære adamogeva

Jeg har tit tænkt på noget: Jeg er vegetar, og min udvikling går rigtig langsomt. Kan det hænge sammen?

Jeg er 13 år, begyndte at gå i puberteten, da jeg var 10-11 år. Jeg fik menstruation for ca. et halvt år siden. Men jeg har ingen former! Har næsten ingen bryster og ingen hofter. Kan I hjælpe mig?

Hilsen N

SVAR:

Kære N

Tak for din besked. Det lyder, som det er et spørgsmål, der har fyldt en del for dig. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig.

Vegetar og ingen former

Det er et rigtig godt spørgsmål, om vegetarisk kost kan gøre, at du ikke får kvindelige former. Det korte svar er nej. Hvis du spiser en kost, hvor du får de byggesten, du skal bruge, er fraværet af kød ikke grund til langsommere udvikling af former. Men det kræver selvfølgelig, at du får de byggesten, du skal bruge: kulhydrater, fedt, protein, vitaminer og mineraler. Hvis din krop er underernæret, kan det forsinke puberteten. Så skal du tage det alvorligt og evt. opsøge din læge. Uden at vide mere om dig tror jeg dog ikke, at det er det, der sker i din krop, for jeg kan høre, at din pubertet forløber ganske normalt.

Puberteten

Puberteten indtræder for os piger/kvinder, når vi begynder at få bryster. Den første menstruation kommer ca. 1½ år efter, vi er begyndt at få bryster. Det lyder, som om det passer meget godt med den udvikling, du er gået igennem. Din udvikling er derfor helt normal. Samtidig vokser piger ofte ret meget i starten af deres pubertet. Det ved jeg ikke, om du har gjort? Lidt forsimplet kan man sige, at byggestenene primært bliver brugt til at vokse i stedet for at få former. Jeg er derfor meget fortrøstningsfuld på dine vegne – du er kun 13 år og har stadig mange år til at udvikle bryster og hofter.

Er der noget galt med mig?

I de år, du er i lige nu, sker der rigtig meget med kroppen. Og fordi vi er forskellige mennesker med hver vores genetik, udvikler vi os forskelligt. Nogle vokser meget, andre vokser ikke så meget. Nogle udvikler hurtigt bryster og hofter, mens andre ikke gør. Det kan være helt vildt svært at være i, fordi vi så gerne vil være som alle andre. Og når vi ikke er det, opstår det spørgsmål, som du også lidt indirekte stiller: Er der noget galt med mig?

Øv dig i at være glad for din krop

Her vil jeg opfordre dig til at øve dig i at lære at acceptere dig selv med den krop, du har, og den udvikling, din krop kommer til at gå igennem de næste år. Det er en spændende og udfordrende rejse. Og hvis du øver dig i at være glad for din krop, vil det betyde rigtig meget for din måde at opfatte dig selv på – også i resten af dit liv. En simpel øvelse kan være at stille dig foran spejlet og kun fokusere på det, som du er glad for. Jeg er helt sikker på, at du har meget at være glad for!

Snak med en voksen

Hvis tankerne omkring din udvikling fortsætter med at fylde meget for dig, så vil jeg opfordre dig til at snakke med en voksen, du har tillid til, eller en god veninde. Det kan hjælpe rigtig meget at høre en andens tanker og erfaringer. Min erfaring er, at langt de fleste tænker over, om de udvikler sig som de skal, og om de er værdifulde og smukke som de er.

Jeg vil desuden opfordre dig til at læse mere i vores artikel Du er smuk som du er!
og i svar til andre, der har det lidt ligesom dig:
13 år – hvorfor er mine bryster så små???
13 år – hvor længe går der, før mine bryster vokser?
Ingen bryster og snart konfirmation – hvad gør jeg?

Jeg håber, mit svar hjælper dig. Du er altid velkommen til at skrive til os igen. Jeg ønsker dig den bedste rejse med din krop og pubertet.

De bedste hilsner
Amalie

Annoncer