Ubeskyttet sex lige før menstruation. Kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har desværre haft ubeskyttet sex, uden at det var meningen. Det skete dog ca. på den dag, jeg skulle have haft min menstruation, som er forholdvis regelmæssig (kan variere med en uge), og han kom ikke.

Dagen efter, jeg havde ubeskyttet samleje, fik jeg også min menstruation og var meget lettet. Der er nu sket det, at jeg kun blødte "normalt" i ca. 1,5 dag, hvorefter jeg er blevet ved med at bløde (nu på 5. dagen), men de sidste dage har jeg kun blødt meget lidt og det har været brunligt. Derfor er jeg meget i tvivl om, hvad det betyder.

Jeg har været meget stresset og nervøs det sidste stykke tid og tænker, at det kan have en betydning, men kan min menstruation også være stoppet, fordi jeg er gravid?
Jeg vil også gerne høre, hvornår det er muligt for mig at tage en graviditetstest og være sikker på svaret?

Mange tak for hjælpen
Mvh. E, 23

SVAR:

Kære E

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at det vækker mange tanker, at du har dyrket ubeskyttet sex. Jeg er glad for, at du har de tanker, for det viser, at du gerne vil være ansvarlig omkring dit sexliv, og det er rigtig sundt.

Som jeg læser det, har du to hovedspørgsmål:

  1. Kan jeg være gravid, når min menstruation ikke helt opførte sig, som den plejer?
  2. Hvornår vil graviditetstesten være positiv, hvis jeg er gravid?

Som svar på dit første spørgsmål, kan jeg sige, at det er rigtig, rigtig usandsynligt, at du er blevet gravid ved et samleje, der har fundet sted dagen inden, du får din menstruation. Det er nok det mest sikre tidspunkt, du kan vælge at dyrke sex. Det skyldes, at der ikke burde være et æg klar til befrugtning så sent i cyklus, og hvis der alligevel skulle være det, så vil den slimhinde, som ægget skal sætte sig fast i, være i gang med at blive udstødt, når ægget er klar til at sætte sig fast i den.

Som svar på dit andet spørgsmål kan jeg sige, at en graviditetstest typisk viser positiv 2-3 uger efter samlejet.

Jeg kan ikke give dig en sikker årsag til, at din menstruation opførte sig anderledes end normalt. Jeg kan bare sige, at rigtig mange kvinder oplever, at menstruationen kan variere i interval og styrke. Den reguleres af et komplekst samspil af hormoner, og det er et system, der er påvirkeligt. Du skriver selv, at det har været en lidt stressende tid for dig, og det kan godt være årsagen.

Konsekvenserne af ubeskyttet sex

Det virker, som om frygt for graviditet fylder noget hos dig, og denne gang er frygten heldigvis ubegrundet. Jeg vil imidlertid råde dig til at tage din nyvundne erfaring alvorligt. Der skal ikke altid så meget til, før man kan komme til at dyrke ubeskyttet sex, selv om det ikke var meningen. Fornuften er langt fra altid den stærkeste kraft, når det kommer til tiltrækning mellem to mennesker. Så de fornuftige tanker skal man gøre sig på forhånd. Hvis du ikke vil gå med frygten for at være blevet gravid, må du tage dine forholdsregler.

Den første overvejelse kan være lidt overordnet: Hvem vil jeg i seng med og hvorfor? Der er næsten altid en mulighed for graviditet, sexsygdomme og sårede følelser, når man dyrker sex, og den risiko, synes jeg, kun er værd at løbe, hvis han er det værd. Sex kan være en fantastisk oplevelse, men er det langt fra altid. For mig kræver god sex gode rammer. At man er tryg og kan give sig hen. Det kan man ikke med hvem som helst, og der er ikke noget gammeldags eller snerpet over at ”spille kostbar”. Du er nemlig kostbar. Det er der al grund til at værne om og værdsætte. Du kan evt. læse artiklen Vejen til god sex

Nå men tilbage på sporet … Hvis du ikke ønsker graviditet, er det måske en idé at overveje præventionsformer, der ikke er afhængig af, at man husker dem i kampens hede. Det kan du læse mere om i vores artikel Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?

Selv om du har undgået graviditet ved det her samleje, så er der ingen garanti for, at du har undgået en sexsygdom. Så husk kondom og bliv tjekket hos lægen med jævne mellemrum for kønssygdomme. Man finder løbende nye følgevirkninger af sexsygdomme, og jeg synes, det er noget, man skal tage ganske seriøst. Nogle har tydelige og generende symptomer, flere er svære eller umulige at behandle - og en del får man ikke symptomer på, før de har gjort varig skade. 

Så værn om dig selv og tag de fornuftige beslutninger på forhånd.

Mange hilsner
Amalie

Annoncer