Hvorfor lang menstruation efter p-pille-start?

Vis spørgsmål

Jeg fik at vide af min læge, at jeg skulle starte på mine P-piller på den dag, min næste menstruation startede. Den startede lørdag, og nu er jeg på dag 10, og jeg har stadig min menstruation. Jeg plejer at have det max fem dage, men er der noget galt i, at jeg stadig har det, og er det på grund af mine P-piller, jeg stadig har det?

Min menstruation ser også lidt beskidt ud på en måde, den er meget mørk, og jeg bløder ikke særlig meget.

L, 15 år

SVAR:

Kære L

Tak for din henvendelse.

Længere bløding er normalt, når du starter på p-piller

Det, du har oplevet, er formentlig det, der hedder en gennembrudsblødning på grund af p-pillerne. Kroppen skal lige vænne sig til den nye hormonbalance. Fortsæt med p-pillerne som aftalt med din egen læge. 21 dage med piller, derefter 7 dages pause og så forfra, uanset blødningsmønster. Husk at tage pillen på samme tidspunkt på dagen (+/- 1-2 timer er ok). 

Menstruationen er blevet mørk, fordi det er gammelt blod, der kommer ud. Helt normalt.

Gennembrudsblødninger kan du godt opleve igen senere midt i en cyklus (midt i en p-pille pakke). Det er som sagt helt normalt. Opstår der derimod frisk blødning (almindelig blodfarve) i forbindelse med sex, skal du henvende dig til din læge.

Jeg gætter på, at blødningen formentlig allerede er stoppet, når du læser mit svar. Skulle den mod forventning fortsætte de kommende uger, synes jeg, du skal forbi din læge igen, som lige kan tjekke dig.

Andre ting kan påvirke p-pillernes virkning og dine blødninger

Det, du oplever, er helt normalt, men jeg vil lige nævne at:

1. Rygere har tendens til flere problemer/gennembrudsblødninger.

2. Hvis blødningen fortsætter, bør du tjekkes for sexuelt overførte sygdomme (klamydia og gonorré).

3. Andet medicin kan påvirke p-pillerne.

4. Det er vigtigt at tage p-pillen på samme tidspunkt på dagen.

For at opsummere:
Jeg synes, du skal fortsætte som aftalt med din læge. Det lyder helt normalt, og jeg tror, det hurtigt vil rette sig. Kun hvis blødningerne fortsætter de kommende uger, skal du tage til din læge og snakke om en anden plan.

Jeg håber du kan bruge ovenstående og ikke er bekymret.

Du kan evt. læse mere i vores artikel Info om p-piller og temaet Teenager og sex.

Bedste hilsner,
Heidi Fhær Larsen

Annoncer