11 år og alle tegn på menstruation - får jeg det nu eller senere?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva.

Jeg har ALLE tegn på menstruation. Har bryster (bruger bh), har hår over alt på kroppen og meget tit har jeg ondt i maven, og min mor fik det, da hun var 13 år.

Og der er også en pige i min klasse, som er underudviklet, men har det, hun er 1,40m og har ikke nogen bryster og ingen hår. Hvordan kan hun så få det?

Får jeg det nu eller senere? Vær sød at hjælpe mig.

Hilsen I.girl, 11 år

SVAR:

Kære I.girl

Jeg kan desværre ikke svare dig præcis på, om din første menstruation kommer nu eller senere. Det er kun tiden, der kan besvare det spørgsmål.

Forskelligt hvornår den kommer 

Du skriver, at du har alle tegn på, at din første menstruation snart vil komme. Puberteten starter oftest med, at pigen udvikler bryster, herefter kommer kønsbehåringen og senere menstruationen. Du har sikkert været lidt omkring på vores hjemmeside og måske også læst artiklen Den første menstruation.

I artiklen står der, at menstruationen oftest starter i alderen 10½-15 år. Du har altså helt ret i at, du har tegn på, at menstruationen snart vil komme hos dig. Men om "snart" er om en måned eller to år, kan jeg desværre ikke sige dig. (Dog - når din mor var 13, tyder det på, at "snart" nok mere er to år.)

Du skriver også, at du har meget ondt i maven – og du har helt ret i, at det også kan være et tegn på menstruation, men mavesmerter kan skyldes andre ting. Bare det, at du spekulerer over, hvornår menstruationen kommer, kan give mavesmerter.

Udviklingen kan være meget forskellig

Vi er alle sammen skabt forskellige, og menstruationen vil derfor komme på forskellige tidspunker, og vi vil have forskellige tegn inden. Derfor vil du og dine klassekammerater opleve tiden inden menstruationen forskelligt.

Find en at tale med

Du lyder meget bekymret. Mon du har nogen at tale med? Det er rigtig godt at skrive til en brevkasse som vores, men nogle gange er det også en god ide at tale med én ansigt til ansigt om sine bekymringer og frygt. Er der nogen, du tænker, du kan tale med? Din mor, søster, kusine, lærer eller …?

Vær forberedt

En idé kan være at have et lille bind liggende i skoletasken, så du kan bruge det, hvis menstruationen kommer. Du kan læse mere i vores artikel Den første menstruation.

Jeg ved ikke, om mit svar hjælper dig videre, men det håber jeg, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen
Else Iversen 

Annoncer