Forstoppelse og rod i menstruation – skyldes det min slankekur?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 19 år, der de senere måneder har tabt mig en del kilo som følge af slankekur. Jeg er 175 cm høj og vejer lige nu 55 kg, hvilket ifølge BMI er lige i underkanten, men selv er jeg meget tilfreds med, hvordan min krop nu ser ud.

Dog er jeg begyndt at få nogle problemer med min krop. Jeg har den sidste måned lidt af konstant forstoppelse, hvilket ikke er noget, jeg har døjet med før. Desuden er min normalt helt regelmæssige cyklus pludselig blevet uregelmæssig. Jeg plejer at have en cyklus på 28-29 dage, men har nu fået menstruation på dag 22, hvilket aldrig er sket før.

Jeg ved ikke, om disse ting har noget at gøre med, at jeg spiser ret lidt, træner meget, og min vægt ikke er så høj. Hvad tænker I? Og hvad bør jeg gøre?

Mange hilsner
en bekymret pige

SVAR:

Kære bekymrede pige

Mange tak for dit brev.

Flot!

Du skriver, at du nu er tilfreds med din krop efter et større vægttab – stort tillykke med det! Flot, at du har ændret livsstil og har opnået så flotte resultater.

Du skriver ikke noget om, hvor mange kilo du har tabt, men det kan godt lyde, som om din krop synes, du har tabt lige i overkanten. Du skriver, at dit BMI nu er i kategorien undervægtig, og overordnet kan man sige, at det faktisk er usundt.

For stort vægttab

Kroppen har det bedst, når den hverken er undervægtig eller overvægtig. Kroppen har for eksempel brug for en vis mængde fedt for at kunne opretholde en normal menstruationscyklus, for fedt er med til at regulere hormonerne i kroppen. Det kan være forklaringen på, at din cyklus nu er blevet anderledes.

Det får en lille alarmklokke til at ringe hos mig og siger, at din træning og spisevaner er blevet for ekstreme.

Spis rigtigt og nok

Du skriver ikke noget om, hvad du spiser, men at du kun spiser lidt. Hvis man ikke spiser ret meget, har tarmen ikke så meget at arbejde med, og du vil derfor opleve forstoppelse, som kan være ret generende. Det er meget vigtigt, at du spiser almindelige fødevarer som frugt, grønt, brød, mælkeprodukter osv. Det er, hvad sundhedsstyrelsen anbefaler i deres generelle kostråd. Hvis du følger dem, kan du være sikker på, at du giver din krop det, den har brug for.

Motion og forstoppelse

Motion er faktisk godt imod forstoppelse, men alt efter hvad du spiser, påvirker det din afføring. Helt generelt omkring forstoppelse er det vigtigt at spise fiberrigt og drikke rigeligt med væske.

Sørg også for gode toiletvaner: Giv dig tid til at komme af med afføring – fx hver morgen. Løft gerne benene op på en skammel, så afføringen bedre kan passere. Hvis det ikke hjælper, kan du få medicin, der giver en mere lind afføring.

Tag lidt på igen

Mit råd til dig vil først og fremmest være, at du efter dit større vægttab nu skal prøve at finde en middelvej: Du skal finde en balance mellem ikke at træne for meget og at spise mere almindeligt.

Og jeg vil helt konkret anbefale dig at tage omkring 5 kg på. Hvis det ikke giver dig en mere stabil cyklus og hjælper på forstoppelsen, vil jeg anbefale dig at gå til din egen læge. Her kan du få en snak om din kost samt få taget blodprøver, der siger noget om fx hormoner og vitaminniveau.

Jeg håber, du vil blive ved med at være glad for din krop, også selvom du igen skulle få lidt mere på sidebenene. Et BMI mellem 18,5 og 25 vil være langt sundere for dig! Du kan måske få noget ud af at læse vores artikel Du er smuk som du er!

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål – ellers er du velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer