Kære I
Mange tak for dit spørgsmål.
Menstruation
Da skriver, at du ville prøve at bruge en tampon; derfor går jeg ud fra, at det er, fordi du har menstruation. Min logiske tanke er derfor, at du må have en skedeåbning, for hvor kommer blodet ellers ud fra? Hvis du ikke har menstruation, synes jeg, du skal kontakte en læge, som kan hjælpe med at se efter.
Brug et spejl
For de fleste piger og kvinder kan det godt være svært at orientere sig i skeden. Mit bedste råd er, at du finder et lille spejl, du kan holde i hånden, og så bruger det til at se med. Hvis det ikke kan lykkes for dig, synes jeg, du skal spørge din mor, om hun vil hjælpe, eller du kan tage til lægen.
Det er et rigtig fint spørgsmål, du kommer med, som mange andre også bøvler med! Du kan læse mere i vores artikler:
Værd at vide om skeden
Pigens kønsorganer
Og svar til andre:
Hvordan finder jeg min skedeåbning?
Er min skedeåbning for lille til at bruge tampon?
Sjældne tilfælde
Meget sjældent sker der det, at en pige bliver født uden skedeåbning. Det kan være, fordi skedeåbningen bare er vokset sammen. Dette kan behandles med en lille operation. Når de piger får menstruation, mens skedeåbningen er lukket til, kan blodet ikke løbe ud gennem skeden som normalt, så det løber tilbage i maven. Det kan godt gøre rigtig ondt i maven.
Hvis du har menstruation, der kommer ud og ikke voldsomme mavesmerter, har du altså en skedeåbning, som bare kan være svær at finde.
Håber, det var svar på dit spørgsmål. Og ellers er du velkommen til at kontakte os igen.
Kærlig hilsen
Lisbet Gonge Due