Kære Diana
Tak for dit spørgsmål.
Fint at du reagerer på kroppens signaler
Du beskriver meget fint, hvordan du har været presset og ikke helt har taget dine p-piller efter foreskriften. Din krop har reageret på den psykiske belastning, ved at du er blevet hårdere ramt af sygdom og har haft sværere ved at komme over det igen. Jeg håber, du har fået mere overskud og ikke længere er psykisk presset. Det er vigtigt, at du tager kroppens signaler alvorligt og passer på dig selv.
Det brunlige udflåd er "gammelt" menstruationsblod, altså noget der har været på vej i nogle dage og er blevet blandet med skedens normale udflåd. Dette blod kan komme fra livmoderen ligesom normal menstruation, men også fra forandringer slimhinden eller skedevæggen.
Årsager til pletblødninger
- Der er nogle typer antibiotika, der nedsætter effekten af p-piller. Du kan læse på indlægssedlen, om de påvirker p-pillerne. Hvis de gør, virker p-pillerne ikke optimalt, og der er større risiko for at blive gravid. Det kan også påvirke din menstruation.
- Når du ikke tager p-pillerne, som anbefalet, giver det også rod i blødningsmønstret, og du kan opleve pletblødninger. Uregelmæssighed i hormonbalancen påvirker menstruationen.
- Som du selv skriver, kan din menstruation også blive uregelmæssig pga stress, da det påvirker hormonerne.
- Hvis du har fået en underlivsbetændelse kan der også komme brunlige pletblødninger. Det kan du få undersøgt ved din læge.
- Hvis du oplever pletblødninger lige efter samleje (kaldet kontaktblødning), kan det være forårsaget af celleforandringer. I så fald er det vigtigt at blive undersøgt af din læge.
Bliv mere afklaret
Jeg går ud fra, at du anvender p-piller for at undgå at blive gravid. Når din menstruation ikke opfører sig som forventet, og du er seksuelt aktiv, er det vigtigt at afklare, om du kan være gravid.
Jeg vil råde dig til at tage en graviditetstest. Hvis den er negativ og du ellers har det fint, altså ikke har kontaktblødning eller smerter, kan du vælge at se det an nogle uger og tage dine p-piller, som anbefalet på pakken. Hvis du gerne vil være helt sikker på, at alt er, som det skal være, kan du blive undersøgt hos din læge. Hvis pletblødningerne bliver ved i flere uger, skal du ses af din læge.
Jeg kan desværre ikke give dig et mere præcist svar, da det vil kræve en gynækologisk undersøgelse. Jeg vil dog opfordre dig til at være omhyggeligt med dine p-piller, da en eventuelt uønsket graviditet kan have store konsekvenser for dig.
Læs også: Bekymret for brunt udflåd/ menstruation - hvad kan det være?
Mvh Signe Engholt Andersen