Er pletblødninger lige efter menstruation normalt?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg har været på p-piller de sidste syv år uden problemer. Min menstruation stoppede i tirsdags, men jeg har oplevet brunt udflåd eller pletblødninger de sidste par dage - ikke meget. Jeg er meget nervøs for, om det nu er celleforandringer, eller hvad det kan være.

Er det normalt med pletblødninger, selvom man lige har haft menstruation og er på p-piller?

S, 22 år

SVAR:

Kære S

Blødninger

Det er ikke unormalt, at kvinder pletbløder efter menstruation. Hvis det kun er sket denne ene gang, skal du ikke bekymre dig, og jeg vil anbefale dig at se tiden an.

Hvis du oplever gentagne pletblødninger, skal du kontakte din læge for at blive undersøgt og måske få nogle stærkere p-piller.

Symptomer

Symptomer på celleforandringer er oftest blødning fra skeden i forbindelse med samleje. Læs mere om livmoderhalskræft og symptomer på sundhed.dk.

Du skriver ikke, hvorfor du får p-piller, eller om du er seksuelt aktiv. Hvis du har oplevet blødning i forbindelse med sex, skal du søge læge for at blive undersøgt.

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at skrive tilbage til os.

KH Else

Annoncer