Bekymret for brunt udflåd/menstruation – hvad kan det være?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en pige på 16 år, som har lidt problemer med min menstruation. Jeg fik min første menstruation, da jeg var 13. Fra jeg var 14, til jeg blev 15, havde jeg en mild form for anoreksi, og jeg blev så tynd, at min menstruation stoppede. Nu er jeg så kommet videre; jeg spiser nogenlunde normalt igen, og min menstruation er tilbage. Men ikke som den var før. Jeg har meget brunt udflåd mange dage om måneden. Engang imellem kommer der frisk blod, men ellers er det bare lidt brunligt udflåd/menstruation.

Min mor er læge, og derfor har jeg selvfølgelig snakket med hende om det, for jeg kommer egentlig aldrig til læge, det klares af min mor – vacciner osv. Hun siger, det kan være fordi, der sidder en masse gammelt blod, som ikke er kommet ud, mens jeg havde anoreksi, som så kommer ud nu, hvor min krop har fået overskud.

Men jeg er lidt bange for, at det kan være alvorligt alligevel, for min mor er typen, der ikke rigtigt vil indse, at der kan være noget alvorligt galt. Et eksempel på dette kunne være, da min storesøster fik diabetes. Der ville hun ikke rigtigt indse, at der kunne være noget galt med hende, så min far var nødt til at presse hende til at få taget prøverne.

Nu vil jeg så gerne høre jeres mening, for jeg går og er lidt bekymret.

A, 16 år

SVAR:

Kære A 

Brunt udflåd fra skeden mellem menstruationer kan skyldes mange ting. Normalt vil udflåd fra skeden blive brunligt, hvis der er lidt gammelt blod i det. Det har din mor helt ret i. Denne blodtilblanding kan komme fra skedevæggen, livmodermunden, livmoderhalsen eller fra selve livmoderen.

Årsager til brunligt udflåd

Brunligt udflåd kan skyldes forandringer i slimhinderne eller ændring i hormonbalancen. Jeg vil nu nævne forskellige årsager til brunligt udflåd, men hvad, der præcis forårsager det hos dig, kan jeg ikke sige. Det afhænger nemlig af, hvornår i din menstruationscyklus, du oplever det.

  • Du har været meget undervægtig og i en periode ikke haft din menstruation. Derfor kan du godt have forstyrrelser i din hormonbalance, der giver lidt pletblødning, som kommer til udtryk i form af brunligt udflåd. Det skal gerne gå i sig selv igen efter en periode, hvor du holder en stabil vægt i normalområdet.
  • En lille rift i skedevæggen kan give blødning og give brunt udflåd. Det varer dog ikke så længe, før det heler, og det brune udflåd forsvinder.
  • Brunt udflåd i dagene lige efter menstruationen skyldes, at din skede renser sig selv for gammelt blod.
  • Brunt udflåd kan være et tegn på graviditet, især hvis det kommer, hvor du normalt skulle have en rigtig menstruation. Overvej det, hvis du har haft ubeskyttet samleje, og menstruationen udebliver.
  • Brunt udflåd eller lidt pletblødning omkring dag 14 i menstruationscyklus kan skyldes ægløsning.
  • Det kan også skyldes en langvarig infektion i livmoderen, men da har man ofte smerter i underlivet og udflåddet lugter dårligt.
  • I nogle tilfælde kan brunligt udflåd og pletblødning skyldes livmoderhalskræft. Men du er meget ung, så det tror jeg næppe er tilfældet hos dig. Jeg nævner det for en sikkerheds skyld, hvis andre en dag læser svaret på dit spørgsmål.

Du kan læse mere i vores artikler Udflåd og Menstruationen udebliver – mulige årsager.

Gynækologisk undersøgelse

Du skriver ikke, om det lugter grimt eller gør ondt, men hvis det er tilfældet, vil jeg anbefale dig at få foretaget en gynækologisk undersøgelse ved din læge. Hvis du fortsat er nervøs for at fejle noget, synes jeg, du skal få foretaget en gynækologisk undersøgelse.

Naturligt at opsøge anden læge

Hvis du er utryg ved din mors vurderinger, har du jo muligheden for at komme til jeres praktiserende læge. Du kan godt komme der, uden dine forældre behøver at tage med, da du er 16 år. Det er meget naturligt, at man på et tidspunkt får lyst til at fortælle en anden end sin mor om sine bekymringer. Det behøver ikke betyde, at du tvivler på din mors evner som læge eller som mor. Hun kan stadig være en rigtig dygtig læge og en super god mor, selvom du har lyst til at bruge din egen læge. 

Til sidst vil jeg sige til dig, at det er rigtig flot, du har overvundet din spiseforstyrrelse! Husk på, at du er en unik pige skabt i Guds billede. Han har villet, at du skal se ud præcis, som du gør. Han elsker dig og er stolt af sit skaberværk. Derfor kan du også elske dig selv og være stolt af dig selv! Det kan du læse mere om i vores artikel Du er meget værd!

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer