Kære A
Først vil jeg bare sige, at det er sejt, du skriver ind til os og fortæller om din bekymring. Det viser, at du lytter til din krop og tager dens signaler alvorligt. Det synes jeg er rigtig flot. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig.
Grunde til udebleven menstruation
Det er meget normalt at have uregelmæssig eller udebleven menstruation gennem sit liv som kvinde. Vi har en rigtig god artikel om grunde til udebleven menstruation, som jeg vil anbefale dig at læse: Menstruationen udebliver – mulige årsager.
Her vil jeg bare kort ridse nogle forskellige årsager op:
- De første år, en pige har menstruation, er det meget normalt at opleve uregelmæssigheder
- Stress og travlhed
- Stort vægttab eller ekstrem træning
- Fedme
- Lavt stofskifte
- Sygdomme i hormonsystemet eller spiseforstyrrelse
- Graviditet
- Overgangsalder
Hvad er årsagen hos dig?
Som du kan se, er det en liste med en del punkter. Det kan derfor også være svært at sige helt præcist, hvorfor du ikke har fået din menstruation på det tidspunkt, du regnede med at få den. Du skriver selv, at du er flyttet til et nyt hus og ny skole, og jeg tænker, at det sagtens kan være en årsag. Det kan være ret stressende at skulle vænne sig til en ny hverdag, og kroppen kan derfor reagere ved fx at springe en cyklus over.
Derudover er du 12 år og har måske kun haft menstruation i kort tid, så det er endnu en helt normal årsag til, at der er uregelmæssigheder. Jeg vil derfor råde dig til ikke at være bekymret – din krop reagerer højst sandsynligt helt normalt. Hvis du de næste to-tre måneder ikke får menstruation, synes jeg, du skal kontakte din læge for at tjekke, at alt er, som det skal være.
Del dine bekymringer
Det er virkelig fint, at du nævner, du egentlig gerne ville snakke med din mor om dine bekymringer. Det kan jeg godt forstå. Det er rart at kunne dele sådanne tanker med en person, som elsker og kender dig. Men det kan også være svært at skulle tage hul på sådan et emne, hvis du ikke før har snakket om krop eller seksualitet med din mor. Hvis du på nogen måde har mod på det, synes jeg, det er en rigtig god ide at snakke med din mor om dine tanker. Så vil du også kunne dele bekymringer i fremtiden med hende. Hun har selv været en ung kvinde en gang, og der er høj sandsynlighed for, at hun også har prøvet at være usikker på kroppens signaler.
Hvis ikke du har mod på det, så find en anden kvinde – gerne en som er ældre end dig, og som du har tillid til – som du kan snakke med om dine bekymringer. Det kan være en lærer, en i din familie eller en helt tredje. Det vigtigste er, at du ikke går alene med dine bekymringer og tanker, specielt i begyndelsen af dit nye kapitel som ung kvinde. Der sker mange ændringer, og det er vigtigt at få god og omsorgsfuld hjælp til det, du møder.
Jeg håber, mit svar har hjulpet dig. Du er altid velkommen til at skrive ind til os igen, hvis der dukker noget op.
De bedste hilsner
Amalie