Hvorfor får jeg menstruation igen efter kun otte dage?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg står i den situation, at jeg har fået min menstruation otte dage efter, det stoppede sidst. Normalt er den regelmæssig, så hvad kan grunden være til, at den lige pludselig starter?

Anonym, 24 år

SVAR:

Hej

Tak for dit spørgsmål. Det er meget normalt, at man kan opleve en uregelmæssig menstruation. De fleste gange er det helt fredeligt og har ingen betydning.

Det er svært at give et ordentligt svar på din mail, da du ikke kommer med så meget information. Jeg ved ikke, om du anvender prævention, er seksuelt aktiv eller hvor mange dage den uregelmæssige menstruation varede. Derfor kommer jeg med et par eksempler på, hvad der kan være årsagen til din blødning:

  • Hvis du kun blødte sparsomt, har du haft en lille pletblødning mellem to normale menstruationer. Det kan fx komme, hvis du anvender p-piller med mindre hormon. I så fald er det fredeligt, men ved gentagne tilfælde kan det være generende, og du kan skifte p-pille type.
  • Hvis du har fået en underlivsinfektion, kan der også komme pletblødning. Da vil du desuden kunne opleve ændret udflåd fra skeden og muligvis smerter. Hvis du tror, dette er tilfældet, skal du undersøges ved din læge.
  • Nogle kvinder får en tegn-blødning i forbindelse med en graviditet.
  • Hvis du bløder som en rigtig menstruation helt uregelmæssigt i længere tid, kan det være, at du har en hormonforstyrrelse. Men da din menstruation hidtil har været regelmæssig, er det mindre sandsynligt. 
  • Hvis din blødning kom lige efter et samleje og var kortvarig, kan det være tegn på celleforandringer, og du skal da undersøges af din læge.

 Men som skrevet, er der mange kvinder, der oplever en enkelt uregelmæssig menstruation, uden at det har nogen betydning og uden, at årsagen kan findes. Håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer