Kære forvirrede pige
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er godt at få sat ord på det, der lige fylder.
Det lyder til, at du har sat dig grundigt ind i det med menstruation og pubertet. Det er rigtig godt, at du interesserer dig for din egen krop og prøver at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.
Alle piger er forskellige
Du skriver ikke, hvor længe det er siden, du er begyndt at udvikle dig. I hovedreglen går der omkring to år, fra man begynder at få bryster, til man får menstruation. Men når det er sagt, er der mange variationer. Alle piger er forskellige, og det er deres cyklus og alt, hvad der hører med, også.
Normalt udviklet
Da det lyder til, at du er helt fint og normalt udviklet på alle de andre områder, så tror jeg ikke, der er noget galt med dig. Det tager af en eller anden grund bare lidt længere tid, inden din menstruation kommer.
Snak med lægen
Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor din menstruation ikke er kommet endnu, så jeg tænker, at du under alle omstændigheder skal tale med din læge om det. Jeg synes også, det er en god idé, at du taler med din mor om det og tager hende med til lægen.
Håber at mit svar giver mening for dig, og at du kan bruge det til noget.
Kærlig hilsen
Marianne