Hvad gør jeg med kraftig menstruation om morgenen?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Først vil jeg sige tak for det kæmpe stykke arbejde, I gør ved at hjælpe kristne teenagere som mig :)

Så til mit spørgsmål: Jeg har haft menstruation i ½ år nu og har efterhånden lært at håndtere det om dagen. Problemet er om morgenen. Jeg bløder ikke igennem om natten, men de dage, hvor menstruationen er kraftigst, når jeg ikke ned på badeværelset, før blodet løber ned ad mine ben og laver blodpletter på gulvet. Det sker også, selvom jeg synes, jeg går så forsigtigt som muligt.

Jeg er aldrig alene om morgenen og synes ikke, det er så fedt at dele disse oplevelser med min lillebror.

Jeg håber, I har et godt råd til, hvad jeg kan gøre. På forhånd tak for hjælpen. 

Anonym, 14 år

SVAR:

Kære anonyme

Jeg er glad for, at du kan bruge vores hjemmeside og kan lide den. Jeg vil meget gerne hjælpe dig med dit spørgsmål.

Helt normalt med kraftig blødning

Først vil jeg sige, at det er helt normalt at have kraftig blødning de første dage i ens menstruation. Ofte samler der sig en del blod i skeden i løbet af natten, som så løber ud, når man rejser sig om morgenen. Mit forslag er, at du har et stykke køkkenrulle liggende ved din seng, som du kan folde sammen og lægge i dine trusser, inden du rejser dig.

Andre muligheder end bind

Hvis du synes, det er besværligt med hygiejnebind, kan du købe en ladycup. Det er en lille blød plastikkop, som man kan sætte op i skeden, hvor den opsamler blodet. Man behøver kun at tømme den hver 4.-8. time, alt efter hvor meget man bløder.

Du kan også læse andre svar om menstruation, hvor der blandt andet findes råd om at kombinere tamponer og bind samt at bruge ekstra kraftige natbind:
14 år og bløder kraftigt i 9 dage ved menstruation – hvorfor?
Hvordan takle menstruation ved overnatning på skolen?

Kig også i temaet Pubertet – mest for piger.

Venlig hilsen
Jordemoren og Sexologen

 

Annoncer