Hvordan kan vi vente med sex til efter brylluppet?

Vis spørgsmål

Hej.

Mig og min kæreste har kommet sammen i lidt over 1½ år. Vi mødtes på efterskolen og er nu i et langdistanceforhold, hvor den ene bor i et andet land. Indtil videre har vi ikke haft sex, da vi mener, at vi skal vente indtil ægteskabet.

Men det er ved at blive sværere at holde os fra hinanden, og vi er begyndt at snakke om, hvor svært det er at lade være. Vi er begge i tvivl og har det rigtigt svært med tanken. Vi ses ikke så tit, hvilket heller ikke hjælper på tingene. Vi har snakket om og ser det fra et kristent synspunkt, at man skal holde sex inde for rammerne, men vi er bange for, at vi ikke passer fysisk sammen.

Vi har brug for nogle tips og synspunkter lidt fra begge sider. Vi er bange for, at det både kan gå i vasken, hvis vi ikke har sex, men også hvis vi har. Vi har bare brug for lidt råd. Håber I kan hjælpe. Tak på forhånd.

Hilsen M, 18 år

SVAR:

Kære M

Jeg har stor forståelse for jeres situation og respekt for jeres overvejelser, for der er rigtig meget at tage stilling til, når man er i en situation som jeres.

Dejligt at være kærester

Det er dejligt at blive kærester, når man er 16-17 år. Det giver tryghed at opleve, at der er en, som er forelsket i én, det er dejligt at have en at tale/skrive med om stort og småt, og det er godt at have en at holde i hånden og holde om. I har begge et kristent udgangspunkt, og det er en fin og solid baggrund og et godt fundament at tale ud fra; også når det gælder vanskeligheder med at holde sex inden for rammerne.

Når man bliver tidligt kærester og ønsker at vente med sex til ægteskabet, kan det synes som en meget lang tidshorisont, efterhånden som følelserne vokser, og kroppen reagerer med. Det er gode og gudgivne reaktioner, men alligevel reaktioner som det ikke er meningen, vi skal lade os styre af. Gud har givet os ægteskabet som ramme om seksuallivet, fordi han ved, det er der, gaven kan komme i brug på bedste måde. Og vi modnes som mennesker, når vi lader hovedet og hjertet bestemme over øjeblikkelige fysiske behov.

Passer vi sammen fysisk

Overvejelser om man passer sammen fysisk er meget almindelige, men de kan også synes som en undskyldning eller et godt argument, når det bliver sværere og sværere at stoppe kærtegnene. Og når man hører om og ser, hvordan andre unge har en noget anden holdning til sex før ægteskabet, kan det synes gammeldags og mærkeligt at holde fast i de bibelske argumenter.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du/I konkret tænker på i forhold til at passe sammen fysisk, men i udgangspunktet er jeg overbevist om, at det hører til de absolutte sjældenheder, at mand og kvinde ikke “passer sammen”; dvs. kan opleve gensidig glæde og samhørighed i samlejet og det ægteskabelige sexliv. De fysiske forskelligheder kan selvfølgelig godt spille ind, men det er netop en del af hemmeligheden bag det at være sammen om – ofte over flere år – at finde ud af, hvordan man bedst kan glæde hinanden. Det er ikke noget, man lige finder ud af ved at afprøve samlejet inden ægteskabet. Tværtimod kan man netop komme til at føle, at man ikke passer sammen, fordi det egentlig er noget, man gerne ville have ventet med og derfor kan komme til at forbinde samlejet med skyld og skam. Også fordi der ofte er forskel på lyst og behov i forhold til køn – også i reaktionerne efter samlejet. Sex kræver tryghed, tillid og tid for at blive en rigtig god oplevelse for begge.

Passer I sammen på alle andre måder?

Jeg har to konkrete råd til jer. For det første: Brug tiden på at finde ud af, om I passer sammen på alle andre områder. Når det kommer til stykket – og resten af livet – bruger vi mere tid på at være sammen om alt muligt andet end på at være sammen seksuelt, så det er meget vigtigere at udforske hinandens holdninger, reaktioner og meninger. Undersøg, hvordan I reagerer, når I har forskellige meninger. Kan I være uenige på en god og konstruktiv måde, eller reagerer I på en måde, som gør den anden ked af det, irriteret eller frustreret? Kan I dele jeres inderste følelser, usikkerhed og frygt?

Brug også tid på at være sammen med andre kristne unge, så I ikke isolerer jer, når I besøger hinanden, og undgå situationer, hvor det bliver nemt at have sex.

Hvorfor ikke gifte jer?

Mit andet råd er, at I begynder at tale om, hvornår I kan gifte jer – når I er overbevist om, at det er det, I gerne vil. Undersøg evt. muligheden for et forlovelsessamtaleforløb inden (fx Parat til start). Jeg ved godt, at mange synes, det er alt for tidligt at blive gift, når man er 19-20 år, men det er mest fordi, det ikke er så almindeligt i vores kultur. Da jeg var ung, blev vores jævnaldrende gift, da de var i den alder, og det er der altså også en del andre unge kristne, der bliver i dag. Respekt for det.

Tal evt. med jeres forældre (og andre) om, at I gerne vil følge Guds ramme og vente med sex, men at det også betyder, I ikke vil vente med at blive gift, til I evt. har fået en lang uddannelse. Det er faktisk en god oplevelse at være gift, mens man uddanner sig, og det kan godt lade sig gøre økonomisk, hvis man lader være at stille krav om en masse materielle ting.

Der findes en del andre svar og artikler her på siden, som I måske kan have glæde af at læse:
Er det forkert at have sex før ægteskab, når man er kristen?
Værd at vente på
Sex i Bibelen – stærke sager
Bliver Gud sur, hvis vi har sex inden brylluppet?

Jeg ønsker jer alt muligt godt i ventetiden.

Mange hilsner
Inge

Annoncer