Mange tænker, det er unormalt og gammeldags, hvis man som kærester ikke har sex. Men i stedet har du grund til at være stolt, og du kan vinde meget, hvis du forbliver jomfru til den dag, du går ind i et forpligtende forhold.
Har du en vinterdag prøvet at kigge ud over en stor plæne? Det hele er dækket af den fineste sne. Ingen har gået der før. Det er lige før, det kribler i fødderne af bare spænding efter at hoppe rundt og lave de første fodspor – eller den første “engel/sprællemand”. Der er bare “jomfru-sne” overalt.
Kan du forestille dig, hvordan det må have føltes i maven på ham, der tog de første skridt på månen, eller de første nybyggere, der fik et stykke land i Amerika?
Hvis du tænker “den første” ind i det, du ser omkring dig, så prøv at mærke, hvilken følelse det vækker. Når du er den første, er det noget helt specielt. Du føler dig med garanti nærmest heldig. Heldig over at være den første, der får lov til at sætte fødderne i sneen, heldig med at betræde landet for første gang. Du føler dig specielt udvalgt til at være den første. Det er en følelse, der ligger langt fra skam eller en følelse af at være unormal.
Tænk på samme måde om din jomfruelighed. Du gemmer noget til din partner, som I begge kan fryde jer over og være stolte over: Glæden over at være specielt udvalgt – den første.
Måske kan du nemt komme til at føle dig anderledes, gammeldags eller ligefrem unormal, fordi du er jomfru. I vores dagligdag er det efterhånden blevet til noget mærkeligt at være jomfru. Sådan kan det lyde, når du sidder på skolen eller arbejdspladsen og snakker med dine venner. Det virker ofte, som om det handler om at være først med at have prøvet mest muligt.
Du kan sagtens føle, at du er den eneste, der venter med at prøve at have sex. Men måske er du bare den eneste, der tør være ærlig. Tro på, at du har valgt det rigtige, når du gemmer det bedste til senere. Tro på, at selvom snakken går i venneflokken, er halvdelen af snakken pral. Det er nysgerrighed og spænding. Hvem kan fortælle den vildeste historie? Pyt med, at det er løgn – bare det lyder spændende.
Men hvordan skal det være for dig? Har du modet til at sige fra? Du er ikke en helt, bare fordi du hopper med på bølgen af snak. Den, der er helten, og som de andre med tiden vil se op til, er ofte den, der tør sige fra.
Gør dig klart, hvor vigtigt det er for dig at passe på dig selv, og stå ved det. Selvom det i andres ører virker mærkeligt, fordi du måske er den eneste, der siger det højt. Men tro mig: Der vil være flere af dem, som hører dine ord, der tager dem med hjem og tænker over det: “Bare det var mig, der havde mod til det. For det er jo rigtigt, det hun siger.” De fleste mennesker kan faktisk godt se det lækre i at opleve noget for første gang; at det er noget særligt og noget spændende. Den oplevelse kan ikke trylles frem igen.
Forestil dig, at du har reserveret en plads til den, du engang skal giftes med. Gennem din ungdom kan du møde nogle, som spørger, om pladsen er til dem. Måske må du svare: “Nej, den er desværre reserveret til en anden.” Du ved ikke endnu, hvem pladsen er til, men når du møder den helt rigtige, er det bare så fedt, at du kan sige: “Den her plads er til dig, kun dig. Jeg har reserveret den i alle de år.” Det vil føles, som om stolen er støbt til din udkårne.
Prøv at tænke på, hvordan du selv vil føle det, hvis der er en plads reserveret til DIG et sted. Pladsen er kun til dig. Du skal ikke dele pladsen med nogen, du overtager den ikke fra en anden og giver den heller ikke videre til en anden. Den er din helt og fuldt.
Gud har skabt dig som sit helt eget mesterværk. Du er ægte og unik. Gud skabte ikke bare én type pige eller dreng og kopierede dem i stakkevis, og så passer de alle sammen. Nej, Gud ser dig som noget særligt og ønsker det bedste for dig.
Ser du dig selv som ægte og unik? Eller skal så mange som muligt prøve sædet af? Glæd dig over den spænding og fryd, det vil være den dag, du kan sige: “Pladsen her, den har jeg reserveret til dig!” Så pyt med, at andre måske har sagt, at du var gammeldags eller snerpet og måske endda kaldt dig unormal. Vær stolt af at skille dig ud. Der vil være mange, der beundrer og respekterer dig for at holde fast på dine værdier.
Respekt til dig! Flot klaret – du er i mål.
Denne artikel er skrevet til dem, der føler sig unormale og pinlige over at være jomfruer. Når vi så tydeligt skriver, hvad vi kan vinde ved at gemme sex til ægteskabet, er det klart, at det bliver meget sårbart at læse for alle, der ikke har klaret at vente – og altså ikke kan høste samme gevinst. Det, som er tænkt som opmuntring for nogle, kan for andre virke som et ordentligt slag i ansigtet.
På AdamogEva.dk kan du også finde meget om, hvordan vi kommer videre på en sund og stærk måde, selvom vi har fejlet og er trådt ved siden af. Det er et centralt budskab i Bibelen, at Jesus kan rejse og hele det brudte og rense os fra al snavs. Hvis du har oplevet, at denne artikel sårede og gjorde ondt, kan du læse noget opmuntrende her:
Kristen og ville vente med sex – nu er skaden sket ...
Har syndet – hvordan gøre det godt igen?
Dårlig samvittighed over at være gået for langt med sex