Derfor lader jeg Gud bestemme

Kan det virkelig passe, at en flere tusind år gammel bog skal have lov til at bestemme, hvordan jeg skal leve, og hvad jeg skal mene? Jeg mener, at svaret ikke kan være andet end et rungende ja, hvis Gud rent faktisk eksisterer. Og det er jeg overbevist om, at han gør.

Det er ikke fordi ...

Først skal vi lige have afklaret, hvad det ikke handler om. Jeg er nemlig nærmest programmeret til at forstå alting som noget-for-noget. Man skal yde, før man kan nyde, kan jeg næsten høre min mor sige. Og måske er denne defekt dybt indlejret i de fleste af os. Ikke desto mindre er det ikke sådan, Gud kører biksen. Her kan man ikke komme med sine gode gerninger og så veksle dem til kærlighed eller frelse. For det har jeg allerede – altså både Guds kærlighed og frelse. Det kan derfor ikke være en gyldig motivation for at lade Bibelen være rettesnor for mit liv. Det ville være som at forsøge at betale for noget, som en anden allerede har betalt for. Vi skal lede et helt andet sted for at finde grunden til det.

For min egen skyld

En af grundsandhederne i troen på Gud er, at han har skabt det hele – mig inklusiv. Derfor ved han også, hvordan et menneske fungerer, trives og blomstrer. Når jeg får den skøre tanke, at jeg selv ved bedst, så påstår jeg, at jeg med mine 31 års erfaring er mere intelligent end ham, som selv har skabt mennesket og har gjort sig erfaringer med det, siden verden blev skabt. Derfor ved Gud altså bedst. Jeg ved godt, at vores følelser og lyster siger noget andet ind imellem, men jeg tror faktisk ikke, at Gud vejleder mig til bestemte ting for at gøre livet surt. Jeg tror, han gør det med en intension om at ville guide mig til det gode liv og værne mig mod det onde. Derfor vælger jeg at følge Guds bud for min egen skyld.

For de andres skyld

I direkte forlængelse heraf kunne det tilføjes, at det at følge Guds bud i høj grad også er et spørgsmål om at værdisætte andre mennesker højere end det, jeg har lyst til lige nu og her. Det er måske allertydeligst, når Guds bud siger: “Du må ikke stjæle!” (Anden Mosebog kapitel 20 vers 15) eller “vend den anden kind til” (Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 39).

Mit valg om at vente med sex til ægteskabet var også i høj grad motiveret af at ville det bedste for min kæreste. Hun var virkelig vigtigere end det, jeg havde lyst til nu og her. Og jeg ville hjælpe hende med at holde det, vi havde aftalt – nemlig at vente. Vi havde læst det der med at “binde sig til sin hustru” (Første Mosebog kapitel 2 vers 24; Matthæusevangeliet kapitel 19 vers 5; Efeserbrevet kapitel 5 vers 31), og bestemte os for, at vi ville følge Guds ordning her. Jeg tror, at Gud har skabt sex som en fabelagtig gave. En gave så fantastisk og intim, at den har brug for den bedste og mest intime ramme. Gud har givet os ægteskabet som den ramme. Jeg tror, at et fællesskab så intimt som sex har fortjent, at jeg forud har lovet, at jeg vil være med i medgang og modgang. At jeg først har lovet min kærlighed, min trofasthed og min fremtid til hende. At jeg har lovet, at jeg vil binde mig. Min beslutning om at følge Guds bud her, var en beslutning om, at hun var vigtigere end det, jeg havde lyst til nu og her. Derfor valgte jeg – og vælger stadig – at følge Guds bud for de andres skyld.

Hovedet på sømmet

Der er dog ét argument, som gør alle andre argumenter overflødige. For selvom jeg kan komme med gode argumenter, som også tilfredsstiller min “hvad-får-jeg-ud-af-det”-trang, så er Gud jo Gud og ikke eller anden smart livsfilosof, som skal forsøge at sælge mig hans ideer. Han ved bedst i kraft af, at han er den, han er. Når jeg derfor i trosbekendelsen ikke bare bekender mig til troen på Jesus som “Guds enbårne søn”, men også som “Herre”, så må jeg vel også give ham lov til at være det? Og når jeg i Fadervor (Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 13) til sidst erklærer, at Gud ikke bare skal have riget og æren, men også magten, så må det vel også gælde magten over mig? Eller er jeg på en særlig måde undtaget den magt, som jeg ønsker, han skal have? Når jeg siger, at Gud er min Herre, må jeg også give ham lov til at være det. Derfor vælger jeg at lade Gud beholde magten og følge hans bud.

Når det ikke giver mening

Ja, okay! Vi må hellere også tage fat i det. Der er selvfølgelig bud eller regler – kald det, hvad du vil – Gud sætter op, som vi ikke synes, giver nogen mening. Jeg kan i hvert fald komme i tanke om nogle stykker, fx “Hvordan kan det skade at bagtale lidt? Ingen kommer jo til skade ved det, og vi hygger os.” Der er ting i Bibelen, som jeg ikke synes, giver nogen mening – sådan tilsyneladende i hvert fald. Jeg kan komme med bud på hvorfor, men der er noget i mig, som ikke kan forstå det. I de tilfælde husker jeg et citat fra en klog mand: “Den gud, som kun giver dig ret i dine prioriteringer, er en gud, du selv har skabt.” Gud er Gud, og han er meget større end mig. Derfor må jeg nogle gange indse, at hvis jeg skal satse mine penge på, hvem der mon er klogest – mig eller den almægtige skaber – så er pengene nok sat dårligt på mig. Derfor vælger jeg at følge hans bud, selv når det ingen mening giver.

Så kæmp for det

Jeg tror i bund og grund, at Gud har skabt os alle til at leve efter hans bud og regler. Vi er designet til at fungere optimalt her. Derfor er Guds bud ikke et ekstra krydderi til livet – ikke et tilvalg til mit eksisterende liv. Det er menneskelivet i sit rette element – som en fisk, der opdager, at de optimale livsbetingelser rent faktisk er i vandet. Så kæmp for det – det optimale menneskeliv. Og ja, der vil nok komme tidspunkter, hvor det ikke er så nemt, som man havde troet. Vi er mennesker med en destruktiv defekt, som Bibelen kalder for synd. Derfor er det umuligt helt og fuldt at leve det optimale menneskeliv, som Guds bud vejleder os til. Men det er okay at være uperfekt, for vi har en, som kan finde ud af at være perfekt i stedet for os. Det er ham, der har styr på det der med frelsen. Så selvom jeg ved, at jeg kommer til at fejle – måske mange gange – er det stadig værd at kæmpe for at leve efter Bibelen; for min egen skyld, for de andres skyld og fordi han er min Herre.

Annoncer