Er handjobs og finger tilladt som kristen?

Vis spørgsmål

Hej. Min kæreste og jeg har et kristent, dejligt og sundt forhold, vi har været kærester i 3 år snart.

Vi er begge enige om at vente med samleje til ægteskabet, og det er gået godt, og går stadig godt. Men vi har dog brugt handjobs og finger. Det er vi i tvivl, om det er okay.

Kan I give mig svar på, om det er tilladt som kristen??

Tak på forhånd.

M, 16 år

SVAR:

Hej M

Jeg synes, det er rigtig fornuftigt af jer at vente med samleje, til I er gift! Ud fra din alder vil jeg gætte på, at et bryllup ligger et godt stykke ud i fremtiden. I skal derfor finde en måde at være sammen på, som I kan holde til i lang tid, inden I bliver gift.

Gør det ikke svært for jer selv

Endnu er det “gået godt” det med at vente med at have samleje, skriver du. Men jeg tænker, det nok ikke har været helt uden kamp? Det er i hvert fald helt normalt, at man får lyst til mere og mere, når man begynder at røre ved hinanden. Og når I går så langt, at I giver hinanden udløsning, er hormonerne i hvert fald i sving.

Jeg forudser, at det vil blive sværere og sværere for den ene eller jer begge at “nøjes”med hånd og fingre. Det kan komme til at forstyrre følelserne i jeres ellers rigtig gode forhold.

Erfaringerne siger, at det er bedst og nemmest, hvis man sætter grænsen et sted, hvor man ikke får udløst alt for mange hormoner. For jo mere, de er i gang, jo mindre magt har den sunde fornuft og de gode beslutninger. Så af den grund vil jeg anbefale, at I stopper med at røre ved hinandens kønsorganer og i stedet udforsker, hvor meget man kan give og modtage af kærlighed gennem ord, kærtegn og kys!

Er det tilladt?

Du spørger, om det er tilladt som kristen at give hinanden udløsning, før man er gift. Der står ikke noget direkte om det i Bibelen. Men – som du kan læse mere om i de artikler, jeg henviser til – siger Bibelen, at vi er skabt til at holde det intime for os selv, indtil vi finder den person, vi gifter os med og bliver ét kød med. Så selv om der ikke noget sted i Bibelen står helt præcise grænser, så er jeg ikke i tvivl om, at berøring af kønsorganerne er på den forkerte side af grænsen. Det bør man gemme til brylluppet – det er noget af det mest dyrebare, man har.

Og så er der jo desværre også det, at man aldrig helt kan vide, om den, man nu er kæreste med, også virkelig bliver den, man bliver gift med. Og hvis man så har givet det dyrebare til den forkerte …

Læs mere i disse artikler og svar:
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Sex og følelser
10 gode grunde til at vente med sex
Værd at vente på
Sex i Bibelen – på den gode måde
Sex i Bibelen – stærke sager
Hvordan venter vi med sex til vi bliver gift?

Jeg ønsker jer Guds velsignelse over jeres forhold fremover!

Venlig hilsen
Sprint

Annoncer