Er det sex at give hinanden orgasme ved handjobs?

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse

Vi er et ungt, kristent kærestepar, som er vokset op med den holdning, at sex hører til i ægteskabet. Det mener vi også selv, men fyren i forholdet har alligevel af forskellige grunde haft sex med sin ekskæreste. Han fortryder det helt vildt meget, og derfor vil han absolut ikke have sex med mig, inden vi bliver gift. Jeg er også ked af, at han har den erfaring med sig.

Nu har vi hørt, at onani i sig selv ikke er forkert, hvis man ikke tænker på noget seksuelt imens. Derfor spekulerer vi på, om det at udføre handjobs på hinanden vil være ok og ikke synd?

Vi synes, det er virkelig rart at putte og røre ved hinanden på måder, vi ved er tilladt. Vi har også prøvet at “dryhumpe” men er stoppet med det, da vi kom til at tænke på, at det måske kunne defineres som sex. Men er det sex, når vi nu har tøj på imens – og er det synd at gøre det?

Mvh pigen i kæresteforholdet (vi er begge omkring 18 år)

(Redaktørens kommentar: Spørgsmålet er ikke kommet fra et konkret kærestepar, men er skrevet sammen ud fra flere eksempler, vi kender.)

SVAR:

Hej Kærestepar

Det er godt, at I begge ønsker at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Det er der en velsignelse i, selvom det kan være hårdt til tider. I har selv fået en fornemmelse af, hvor ondt det kan gøre, hvis grænsen skrider.

Grænser er vigtige

Det at afholde sig fra sex før ægteskabet er krævende, når man er glade for hinanden – især hvis man ikke sætter ordentlige grænser. I gør det sværere for jer selv, når I går så langt som at ’putte’ jer sammen. Selvom det i princippet er tilladt at røre ved hinanden på den måde, I beskriver (det kaldes også ’petting’ – læs mere om det i vores leksikon: petting) kan det ikke anbefales, fordi det bare er så svært at styre. Petting svarer til det seksuelle forspil, og det har bl.a. den funktion, at det skal give os endnu mere lyst til samleje.

Onani

Onani i sig selv er ikke synd, og det er bedre end petting, når det kommer til at få udløsning for den seksuelle spænding, I naturligt nok oplever imellem jer. I bør dog onanere hver for sig, fordi det igen vil være alt for fristende at gå videre, hvis I gør det sammen. Selvom den ene af jer måske er meget viljefast, duer handjobs og andre ’jobs’ på hinanden ikke, fordi det vil være noget af en pinsel for den anden. Vores seksuelle energi er forskellig, og vi må lære at respektere hinandens tilgang til det.

Følelsesmæssigt vil det også gøre noget ved jer at se og røre ved hinandens kønsdele. Til gengæld synes jeg ikke, det gør så meget, hvis I i jeres situation har seksuelle fantasier om hinanden, mens I onanerer hver for sig. Det hjælper jer til at knytte jer til hinanden og mindsker fristelsen til at se porno.

Se mere i leksikonopslaget onani og artiklerne: Er onani synd? og Hvornår er sex sex – ifølge Bibelen?

Synd og seksualitet

Det kan være fristende at fokusere på spørgsmålet om, hvad der er synd og ikke synd i spørgsmålet om erotiske grænser før ægteskabet. Det kan dog let føre til, at vi ’dunker os selv og hinanden i hovedet’ både før og efter, det er gået galt. Desuden kan det også give os en forståelse af Gud som en streng dommer, som står med en løftet pegefinger og hele tiden holder øje med os. I stedet for må vi huske, at Gud ønsker, at vi lever i både hellighed og hans tilgivelse. Det må I tage til jer.

Det virker, som om drengen i forholdet stadig har svært ved at tage imod Gud tilgivelse og dermed også tilgive sig selv for sit fald med ekskæresten. Der er ingen synd, som er så stor, at Gud ikke kan tilgive os. Vi skal ikke leve med dårlig samvittighed resten af livet. Når ”vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (Johannes' Første Brev kapitel 1 vers 9). Det har vi også brug at vide i vores kæresteforhold. Vores kærlighed til hinanden må afspejle Guds fuldstændige kærlighed til os (se Johannes' Første Brev kapitel 4 vers 19).

Se også svar til andre: Dårlig samvittighed over at være gået for langt med sex og Vi har haft sex – hvordan skal vi takle situationen?

Skab et godt kæresteliv

I skriver ikke, hvor længe I har været kærester, og hvad I ellers laver sammen. Nogle gange kan sex komme til at fylde en masse. Kommer I ud og møder andre? Bruger I tid på fælles fritidsinteresser? Hvilken plads har Gud i jeres liv? Holder I andagt sammen? Ved også at fylde jeres liv med andre aktiviteter og andre mennesker kan det hjælpe med at tage presset fra sexlivet. Få ideer til jeres kæresteliv i artiklen Sådan kan I få et bedre kæresteforhold.

Overvej at blive gift

Hvis I har kendt hinanden et godt stykke tid (to år eller mere) og elsker hinanden, kan I overveje at tænke på ægteskab og begynde at arbejde med, hvad et livslangt forhold indebærer. Der findes mange bøger, som giver gode tips til parforholdet, og der findes kristen rådgivning, hvor kærestepar kan mødes med erfarne ægtefolk og stille spørgsmål, se fx Parat til start.

Jeg vil ønske jer Guds velsignelse og hjælp til at finde en god vej videre.

Bedste hilsner,
Peter

Annoncer