Sex er den mest intime og fortrolige måde, to mennesker kan kommunikere på. God sex involverer hele vores personlighed, både de mest private dele af kroppen og de dybeste dele af vores følelser. Derfor kan sex skabe den største lykke mellem to mennesker, men kan også såre og ødelægge allermest for de samme to.
Sex er ikke tabu. Tværtimod. Der er sex overalt. I reklamer, film, TV og på de sociale medier. Men desværre er det ofte en form for sex, som ligger langt væk fra de fleste menneskers virkelighed. I underholdningsmedierne fremstilles sex for det meste på en meget overfladisk måde – som en ukompliceret og ublufærdig leg uden særlige konsekvenser.
Det er desværre et alt for simpelt billede, som mere hænger sammen med vores drømme og fantasier end med det virkelige liv. Og henter vi vores forståelse af sex i mediernes drømmeverden, kan vi få store problemer med at håndtere sex i vores eget liv.
Når to mennesker har sex med hinanden, så deler de noget af det mest personlige og intime, vi har. At have sex er at blotte sig for hinanden. Ikke kun fysisk ved at vi er helt eller delvist nøgne, men også følelsesmæssigt ved at vi åbner vores sind og tanker for hinanden. Vi giver noget af vores mest private til hinanden. Og den, man deler sit inderste med, bliver man også forbundet med på en særlig dyb måde. Derfor er det en vigtig forudsætning for at have god sex, at man er helt tryg ved hinanden og har fuld tillid til hinanden. Og det er grunden til, at sex trives bedst i et fast og forpligtet parforhold.
Det er ligesom at dele hemmeligheder med hinanden. Det kan vi kun gøre med dem, vi har tillid til og tror på. Hvis vi har sex sammen med én, som vi ikke helt stoler på og er helt tryg ved, så bliver det en amputeret form for sex, hvor det let kommer til at handle om at leve op til hinandens forventninger. Det bliver præstations-sex eller et egoistisk nydelsestrip, og det tager glæden ud af forholdet. Det er ikke god sex.
Er man ikke bevidst om det, eller ser man med vilje bort fra det, så risikerer man at miste evnen til at give sig hen i den seksuelle fortrolighed. Det er det, som ofte sker for dem, som har sex med mange forskellige mennesker. Man mister lidt af sig selv hver gang. Også selvom man ikke mente noget særligt med det.
Netop fordi sex involverer os på et dybt og personligt plan, så er det også et område, hvor vi er særligt sårbare og let kan føle os svigtet eller ligefrem forrådt. Hvis vi har delt noget af vores inderste med en anden og oplever, at den anden er ligeglad eller tager noget af det, vi to har sammen, og deler det med andre, så kan vi blive meget sårede og føle, at vi er blevet forrådt. På den måde kan sex også ødelægge rigtig meget for mennesker.
Nogle bruger sex til at bekræfte sig selv med. Som et bevis på, at jeg er god nok, at jeg ser godt ud, er attraktiv og accepteret. Sex bliver et middel til at få anerkendelse i stedet for at udtrykke kærlighed og samhørighed. Det er ofte det, det handler om ved fester og på steder, hvor der er meget fokus på at score en pige eller en fyr. Her er sex en slags konkurrence; desværre af den slags som skaber en masse sår og nederlag til gengæld for en kortvarig egoistisk nydelse.
Andre mener, det er vigtigt at prøve, om vi passer seksuelt sammen, inden vi forpligter os overfor hinanden i et ægteskab. Men det er en misforståelse. To mennesker, der elsker hinanden og vil hinanden for altid, passer også altid sammen seksuelt. Det er aldrig seksuelle problemer, der får et par til at opgive hinanden. Men det er derimod manglende tillid, troskab og kærlighed. En svensk undersøgelse har vist, at par, som ikke havde været seksuelt aktive, før de blev gift, holdt sammen længere tid end par, som havde haft sex sammen før brylluppet. Det bekræfter, at sex trives bedst indenfor en ramme af forpligtet kærlighed og ikke som en test eller en prøve.
God sex bestemmes først og fremmest af de følelser, vi har for hinanden. Ikke af hvad vi kan rent fysisk, eller hvor godt vores kroppe matcher til hinanden. God sex handler om at give sig selv hen i ubetinget kærlighed til hinanden. Det er smukt, og det er dybt tilfredsstillende for to mennesker, som stoler på hinanden og har lovet, at de aldrig vil svigte hinanden.