Hvordan undgår vi sex inden ægteskabet?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. TAK for denne fantastiske side. Dejligt at se så mange der bruger den - nu brænder jeg selv inde med et spørgsmål eller en overvejelse.

Jeg er en kristen single-pige og nyder på mange måder min frihed. Mange af mine veninder er begyndt at få kærester, og selvom de ikke ønsker det, er de gået meget langt i forhold til sex og tilfredsstillelse. Her tænker jeg på handjob, blowjob osv. Jeg ved godt, det lyder ekstremt, men på mange måder er jeg begyndt at "frygte" for at få en kæreste, fordi jeg virkelig ønsker at vente med sex og alt det, der hører til indtil ægteskabet og er derfor bange for at falde i synd, som mine veninder og mange andre kristne kærestepar gør.

Jeg ved, at sex er en så stærk kraft, og derfor vil jeg meget gerne finde en kæreste, som sammen med mig ønsker at holde igen, men jeg ved også bare, hvor svært det bliver. Jeg slog op med min ikke-kristne kæreste, bl.a. fordi jeg ikke ville have sex med ham. Det var hårdt, men jeg vil bare så gerne gemme det. Har I råd til, hvad jeg og min fremtidige kæreste kan gøre for ikke at falde i? Kan vi klare det selv ved at snakke sammen, eller ville det være en god idé at snakke med andre om det?

Jeg håber, I har tid og lyst til at besvare mit spørgsmål. Jeg er som sagt bare så fortvivlet over, at der i dag er så mange kristne kærestepar, der lever sammen, før de bliver gift, for jeg ved, at det ikke er dét, der er Guds mening med sex og kærlighed.

Kærligst M, 19 år

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål. Og tillykke med beslutningen om at gemme sex til ægteskabet! Ligesom dig mener jeg, at Guds tanke med sex var at give to mennesker, som har bundet sig til hinanden, en måde, hvorpå de kan hengive sig helt til hverandre. En ægte intim hengivelse er slet ikke mulig, hvis ikke parterne har forpligtet sig overfor hinanden, og så går de glip af dybden i sex. Så i forhold til hvad du kan vinde ved at vente til ægteskabet, går du ikke glip af noget i mellemtiden!

Jeg vil også gerne sige til dig, at jeg synes, det er rigtig flot, at du tog konsekvensen overfor din tidligere kæreste, og slog op, fordi han ville have sex med dig. Det gør ondt at skulle bryde et forhold, men i det lange løb ville du ikke gøre dig selv nogen tjeneste ved at trampe på dine værdier. Så du må gerne være stolt over, at du holder fast i det, som er værdifuldt for dig.

Fint at overveje inden forelskelsen kommer

Men som du også mærker på dine veninder, så kan det være svært at holde igen, når først drømmefyren står der, og længslen efter at være tæt på hinanden vokser. Derfor er det bare så godt, at du allerede nu gør dig nogle tanker om, hvordan du vil tackle de situationer, du nok vil møde, når kæresten kommer. Når du først er forelsket, kan det være svært at holde hovedet koldt, så det er rigtigt fornuftigt at have nogle overvejelser nu. Du beder om nogle råd til, hvordan din fremtidige kæreste og dig kan holde jer fra at ”falde i”. De kommer her:

Vær enige og tal om, hvorfor I vil vente

For det første er det rigtig vigtigt, at du og din kæreste er enige om at vente med sex til efter ægteskabet. Ellers vil du opleve et konstant pres fra din kæreste om at gå længere i jeres fysiske forhold, end du ønsker. Dernæst er det vigtigt, at I kan snakke om jeres fysiske forhold. Snak om hvorfor I vil vente, og hvad værdien ved at vente er. De her artikler giver nogle gode grunde til at vente:
10 gode grunde til at vente med sex
Værd at vente på
Sex og følelser
Vejen til god sex
Sex i Bibelen – stærke sager

Vær enige om grænserne

Det er desuden vigtigt, at du og din kæreste bliver enige om, hvilke fysiske grænser I vil sætte for jer selv, så I ikke pludselig kommer derud, hvor sex er det næste skridt, selvom der er langt til bryllupsdagen. For så bliver jeres fysiske forhold mere en kamp om at holde jer fra hinanden, i stedet for at I kan nyde de fysiske kærtegn, I har sagt god for. Vær konkrete, f.eks. ”Du må gerne kysse min hals, men ikke røre mig under blusen”.

Undgå situationer, som er særlig fristende

Når I har sat nogle grænser, kan det være en prøvelse at holde dem. Derfor gør I jer selv en tjeneste ved at undgå situationer, hvor I ryger ud over grænserne. Pas f.eks. på sene aftner alene hjemme under dynen med romantisk musik i baggrunden – det bliver der masser af tid til senere. Vær især opmærksom på, at drenge har en anderledes seksuel drift end piger, og derfor kan der være nogle kærtegn, som ikke påvirker dig så meget, men som tænder din kæreste rigtig meget. Det sker ofte, at pigen føler at det er hende, som hele tiden skal sige ”nej” og være lyseslukkeren. Derfor kan det måske være en hjælp at aftale et kodeord, som I kan bruge, når I ved, at I er nået grænsen og skal finde på noget andet at lave end fysisk berøring. Gerne et kodeord som får jer til at grine og ødelægger den ”tændte” stemning lidt (”Teletubbies”, ”Harald Blåtand”, eller hvad der nu virker for jer!).

Snak sammen jævnligt

I vil få lyst til at flytte grænserne, efterhånden som I lærer hinanden bedre at kende. Det er også i orden, så længe I begge to er enige om at flytte dem, og snakker sammen om det, før det sker. Og sådan en samtale tages ikke kl.1 om natten, når I begge længes efter hinanden, men til formiddagsbrunch eller et andet tidspunkt, hvor I begge er klar i hovedet. Og husk at flytte grænserne med tanke for hvor lang tid, I har sammen, før et eventuelt bryllup. Dine veninder er højst sandsynligt kommet til trinnet med handjobs/blowjobs, fordi de fik flyttet deres grænser så hurtigt, at det blev det næste skridt på vejen. Det kan undgås ved at gå langsomt frem. Hvis du ønsker at gemme handjobs/blowjobs til efter brylluppet (hvilket jeg vil anbefale, da det har potentiale til at være noget meget intimt mellem dig og din mand – men ikke er det, hvis du i forvejen har prøvet det på andre) – hvis du ønsker at gemme det til efter brylluppet, er det ”bare” at sætte jeres grænser derefter og tage tingene stille og roligt.

Godt at tale med et lidt ældre par

Du spørger, om det er en god idé at snakke med andre om det. Det kan helt klart være en god idé at finde et par at snakke med, som er ældre end jer, og som I ser op til, hvis I oplever, at det er for svært at være alene om. Bliver det relevant, er du velkommen til at skrive igen og bede om forslag til nogen at snakke med, hvis du ikke selv kender nogen.

Du kan roligt glæde dig!!

Jeg ved godt, at det kan være hårdt at skulle bruge energi og kræfter på at sætte og holde grænserne for et fysisk forhold. Men det er gjort mange gange før, og du kan roligt glæde dig til at møde drømmefyren, for der er så mange andre dejlige ting ved kærestetiden, som får plads til at fylde mere, når det fysiske ikke får førstepladsen. Og du må jo endelig ikke glemme, at du har Gud, som vil dig det så uendeligt godt. Han prøver ikke at ødelægge vores kærestetid med restriktioner, men ønsker at vejlede os, fordi Han vil os det bedste af det bedste: et smukt og intimt sexliv. Så Gud må du også inddrage ved at bede (gerne sammen med din kæreste) om hjælp, vejledning og støtte!

Nyd din singletid, og glæd dig til drømmefyren engang dukker op!

Læs evt. også artiklen Sådan kan I få et bedre kæresteforhold.

Venlig hilsen
Maria

Annoncer