Hvem er jeg?

Føler du dig lille og mangler selvværd og selvtillid? Har du det dårligt med at være den, du er? Føler du dig håbløs og dum og har svært ved at se, at du overhovedet har nogen som helst betydning? Synes du, at alle andre er seje og tør være sig selv? Så fortvivl ikke!

Det er ret normalt, og det kan blive anderledes!

Ordene selvtillid og selvværd bliver tit brugt om det samme, men faktisk er det tre forskellige ting! Ja, du læste rigtigt!

Selvværd:
At have selvværd betyder, at du mærker, du har værdi i dig selv. Du har værdi, fordi du er et enestående menneske, som ingen kan erstatte. Du er skabt og elsket af Gud! Og der er mennesker, der holder af dig og som har brug for dig. Derfor kan du have et positivt billede af dig selv.

Selvfølelse:
Selvfølelse er den følelse, du har, når du mærker dig selv. Det, du føler og tænker, og som kun du og ingen andre ser. Det, der foregår inden i dig. En god selvfølelse er en følelse af tilfredshed og tryghed.

Selvtillid:
Selvtillid handler om, hvad du kan. At have god selvtillid betyder, at du ved, der er noget, du er god til. At du har tillid til dig selv.

Du kan godt have god selvtillid i forbindelse med noget, du er dygtig til samtidig med, at du har et lille selvværd og en meget lille selvfølelse.

Værdiapparatet

Indeni har du et ”værdiapparat”, som fortæller dig, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert, og hvordan du bør handle i forskellige situationer. Det er med til at give dig holdninger og meninger om det, du møder.

”Apparatet” er en blanding af alt det, du har mødt og lært, helt fra du var lille. Det kommer fra den opvækst, du har haft, dine forældre, din tro, andre voksne i familien, lærere, pædagoger, venner og alle som på en eller anden måde har været eller er en del af dit liv.

Lyt til apparatet

Hvis du vil have en god selvfølelse, skal du lytte til det apparat! Du skal gøre det, der både føles ok, og som du tror, er fornuftigt at gøre.

Hvis du mærker godt efter, ved du sikkert altid, hvad du skulle have sagt eller skulle have gjort i en bestemt situation. Men du gjorde det ikke. Enten fordi du ikke turde, af frygt for hvad andre vil sige eller synes om dig, eller også fordi du synes, at det du har, ikke er godt nok at komme med. I sådan en situation mærker du den der fornemmelse af at have svigtet dig selv. Og så synker selvværdet.

Hvem vil du være?

De fleste vil gerne være sig selv og turde gøre og sige en masse ting uden at føle sig komplet håbløs. Du vil sikkert også gerne være smart og populær, virke tjekket og have styr på dit liv! Være det, som du beundrer hos andre! Men at være sig selv er først og fremmest at have en god selvfølelse og føle sig værdifuld. Hvis du vil være dig selv, skal du være ligeglad med, hvad andre tænker om dig. Du skal i stedet mærke efter, hvad du selv virkelig mener og tror inden i, og så gøre og sige det.

Nu tænker du måske, at du ikke altid ved, hvad du i virkeligheden mener. Men ni ud af ti gange ved du præcis, hvad du selv mener. Og ellers må du prøve på at finde ud af det ved at undersøge det nærmere.

Hvad er det værste, der kan ske?

Hvis du ikke tør være dig selv, er det måske, fordi du er bange for, hvad der kan ske. Men hvad er det værste, der kan ske, hvis du i forvejen har det dårligt? Dør du af det? Selvfølgelig ikke! Tværtimod er det en fed følelse, når man har sagt eller gjort det, man rent faktisk mente. Og så skal du heller ikke kæmpe med din samvittighed og dit selvværd, fordi du ikke fulgte din egen indre overbevisning.

Det bliver noget værre rod, når man hele tiden skal gøre, hvad andre forventer. For det første har du travlt med hele tiden at finde ud af, hvad de nu mener, og du skal også hele tiden skifte mening i forhold til, hvem du er sammen med. Sådan noget ødelægger dit selvværd.

Tænk også på, at du jo selv mest respekterer netop dem, der tør at stå frem. Du ser op til dem, der ikke bare følger med strømmen. Så mon ikke de andre har det på samme måde med dig? Der vil altid være mennesker, som er nedladende og bedømmende overfor andre, men det er deres problem. De har sikkert selv et meget lavt selvværd.

Hold ud!

Din selvtillid vokser i takt med, at dit selvværd og din selvfølelse bliver større. Det kan tage tid, og du skal øve dig! Men du kommer til at føle dig mere ok. Du bliver ikke så bange for at begå fejl eller blive til grin, for du ved jo præcis, hvad du står for.

Har du højt selvværd og en god selvfølelse, så har du fornemmelsen af at være et ok menneske og får sikkert lyst og overskud til at være noget for andre.

Du har selv ansvar for, hvad du føler og tænker om dig selv. Så bare kom i gang med at være dig selv! Snak om det med nogle gode venner eller nogle voksne, du har tillid til!

Annoncer