14 år og ret alene - hvordan skabe kontakt og få venner?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.dk jeg har et lille problem, som der sikkert også er mange andre, der har. Mit problem er, at jeg ikke rigtig har nogle venner, at være sammen med i fritiden. Dem, jeg går i klasse med, har jeg ikke lyst til at være sammen med i fritiden, men det er en anden historie.

Så mit spørgsmål er, hvordan får jeg nogle venner og veninder, jeg kan være sammen med i fritiden og lave en masse ting sammen med?

Jeg har nogle "venner og veninder", som jeg kun skriver med, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal lave med dem, eller hvad jeg skal tale med dem om, hvis jeg skal være sammen med dem?

Der er en klub i nærheden af mig, hvor jeg ved, der kommer en masse i fritiden. Jeg har sådan lyst til at tage derned og få en masse venner og veninder, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i kontakt med folk derfra, uden at jeg virker dum eller noget andet?

Mvh Saxolyn, 14 år

SVAR:

Kære Saxolyn

Tak for din henvendelse. Det er svært, at føle sig alene uden rigtige venner at være sammen med i fritiden, så det kan jeg godt forstå, du søger og spørger til, hvordan du kan få. Du skriver, at dem fra klassen har du ikke lyst til at være sammen med. Mon du har det ok med dem, når I er på skolen?

Dem du skriver med

De venner og veninder, som du skriver sammen med, er det nogen, som ellers er sammen i fritiden, men hvor du ikke er med? Hvis det er dine venner, også udenfor Facebook og sms, så er jeg ret sikker på, at I kan finde noget at lave, hvis I er sammen.

Prøv at tænke på, om I har nogle fælles interesser som f.eks. spil, sport, aktiviteter, musik, film osv.

Klubben

Du nævner selv, at du har lyst til at komme i den klub, som ligger tæt på, hvor du bor. Og det, synes jeg, vil være et rigtig godt sted at starte. Du skriver, at du ikke ved, hvordan du skal komme i kontakt med dem uden at virke dum.

Jeg synes, du skal tage derhen, men inden da, skal du prøve lave et lille tankeeksperiment, hvor du forestiller dig, at du ankommer til klubben og går ind. Forestil dig, hvordan der ser ud, hvad de andre laver og hvilke ting i klubben, du godt kunne tænke dig at være med i.

Samtidig skal du prøve at tænke på, hvad der ville være det værste, der kan ske, når du kommer derhen. Er det, at de griner af dig? Gør nar af dig? Eller hvad tænker du?

Når vi har tænkt det værste, vi kan forestille os, så er virkelighed tit ikke så skræmmende mere.

Når du kommer hen i klubben, så start med at deltage i det, du bedst kan lide af de aktiviteter, der findes og prøv at være med der. Der findes sikkert også ledere i klubben, som kan hjælpe dig ind i gruppen.

Har du været afvist?

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om du har følt dig afvist af en eller nogen, som tidligere har været din ven eller dine venner, måske flere gange. Og det har gjort ondt på dig, så nu er det svært for dig, at tage kontakt, fordi du ikke vil mærke den afvisning igen. Så er det lettere at holde sig for sig selv, selv om det så betyder afsavn af venner.

Jeg synes, du skal prøve at tale om det her med en voksen, som du har tillid til. Det kunne være dine forældre, en lærer, en voksen i klubben, en onkel eller lignende. Vis dem evt. mit svar, hvis det kan gøre det lettere for dig.

Hvis det er oplevelsen af afvisning, du har haft, så går det helt klart ud over dit selvværd – altså der hvor du føler dig mindre værdifuld en andre. Det har jeg fundet et par artikler om, som jeg synes, du skal tage at læse…

Hvem er jeg?

Hvad er jeg værd?

Måske kan du også finde hjælp af at læse disse artikler:

Er der nogen der kan li mig?

Gode venner

Pigevenner og drengevenner

Hvis ikke du lige synes, jeg helt svarer på det, du gerne vil have svar på, så skriv endelig ind igen.

Alt det bedste til dig, det er du værd…

De bedste hilsner, Steen

Annoncer