Lad os tale om kønsroller!

Det går ikke stille for sig med debatten om kønsroller i disse år. Det er måske ikke så mærkeligt: For bare et par generationer siden havde vi klart definerede forventninger til, hvad man skulle være og kunne som henholdsvis mand og kvinde, mens mange forskellige kønsrollemønstre i dag eksisterer side om side – ofte mest i det usagte.

For nogle føles det som en frigørelse, fordi man ikke længere behøver at affinde sig med at blive betragtet som “umandig” eller “ukvindelig”, når man bryder med de traditionelle kønsroller. For andre føles det snarere som et tab, fordi man ikke længere ved, hvad der forventes af en som kvinde eller mand, og hvor de gamle roller måske ligefrem bliver betegnede som “giftige”.

Jeg vil faktisk gerne anerkende begge perspektiver: På den ene side vil jeg slå et slag for enormt brede rammer for, hvordan man kan udtrykke sin identitet som mand eller kvinde. På den anden side vil jeg også gerne gøre op med den uklarhed, der alt for ofte har betydet, at kravene føles endnu større.

Skam og kønsroller

Spørger man unge mænd og kvinder i dag, tror jeg, mange vil sige, at de oplever et stort forventningspres. Mange mænd vil sikkert sige, at de føler, at de både skal være rå og følsomme (lidt ligesom Tobias Rahim, der det ene øjeblik giver den fuld gas på bad boy-attitude og det næste synger om mænd, der græder). Mens mange kvinder oplever, at de forventes både at stå for det huslige og relationelle arbejde og samtidig være uafhængige og succesfulde karrieremennesker.

Sagen er bare den, at det er meget svært at være det hele, og så kan man føle skam. Skam over ikke at være mand nok eller kvinde nok. Skam har det nemlig med at klæbe sig til spørgsmål om køn og seksualitet, og sådan har det været siden Adam og Eva (se Første Mosebog kapitel 2 vers 25 og kapitel 3 vers 7).

Kønsroller, sex og parforhold

Når jeg hører meningsdannere tale for, hvorfor vi har brug for klare kønsroller i dag, er der ét argument, jeg hører mere end noget andet: at vi kun kan blive elskede og begærede, hvis vi viser os som “rigtige” mænd eller “rigtige” kvinder.

Mens heteroseksuelle kvinder længe har været vant til at skulle forholde sig til, hvad mænd forventer af dem, er det formodentlig ret nyt, at det samme i så høj grad gælder for heteroseksuelle mænd. Derfor ser vi også i disse år en ny bølge af mandeguruer som Jordan Peterson og Andrew Tate, der fortæller heteroseksuelle mænd, hvordan de kan blive maskuline nok til at blive interessante for kvinder. Ligesom vi på den anden side finder de såkaldte Incels (forkortelse for involuntary celibates), der anklager kvinder for kun at ville i seng med stereotype maskuline mænd og derfor ser sig selv som ofre.

I mine øjne er begge dele misforstået. Det er der særligt to grunde til: For det første er det alt for simpelt at hævde, at alle mænd og alle kvinder leder efter samme type partner. Vores tiltrækning er bestemt af mange forskellige faktorer som socialt miljø, oprindelsesfamilie, livserfaring og værdier, og ikke alle vil have en stereotyp feminin kvinde eller maskulin mand (ligesom alle definerer disse stereotyper forskelligt).

For det andet vil jeg insistere på, at vi aldrig må lade vores værd definere af vores popularitet! Det er tankevækkende, at mange af de mandeguruer, der er så optagede af, at mænd skal være stærke og uafhængige, samtidig beder mænd om at definere deres maskulinitet ud fra, hvad kvinder forventer af dem. Her synes jeg, at vi finder nogle langt bedre rollemodeller i datingprogrammet Bachelorette, hvor de mandlige deltagere ikke umiddelbart levede op til kvindernes forestillinger om “rigtige mænd” (de lavede blandt andet herlige ting som perlehalskæder og gav hinanden tantekys!) men i stedet for at skamme sig, gjorde mændene det til deres chance for at vise en anden måde at være mand på. Mere af det, siger jeg bare!

Kristendom og kønsroller

På AdamogEva.dk rådgiver vi ud fra et kristent ståsted, og derfor vil jeg slutte af med at understrege, at vi i Bibelen møder et fantastisk galleri af forskellige måder at være mand og kvinde på. Tænk bare på en kvinde som Debora (Dommerbogen 4-5): Hun var en dygtig leder i Israel, der ledte folket i krig – et hverv som ellers næsten udelukkende udførtes af mænd. Israels mandlige hærfører Barak sagde endda stålfast, at han ikke ville drage i krig uden hende, fordi hun var så vigtig for hæren (Dommerbogen kapitel 4 vers 8). For kristne kvinder kan Debora dermed udgøre et fantastisk forbillede på en, som viser en anden måde at være kvinde på – ligesom andre naturligvis kan spejle sig bedre i mere traditionelle kvindeskikkelser såsom Martha, der på bedste Emma Gad-manér tager sig omsorgsfuldt af sine gæster (Lukasevangeliet kapitel 10 vers 38-42).

Det samme gælder en af mine yndlingshistorier i Bibelen, nemlig fortællingen om Jakob og Esau (Første Mosebog kapitel 25 vers 19-28). Her hører vi om to brødre: Den ene (Esau) var en behåret testosteronbombe, som elskede at befinde sig på sletten og jage vildt; den anden (Jakob) var en pæn og ordentlig dreng, som helst ville opholde sig indendørs i køkkenet. Ikke overraskende var Esau fars dreng og Jakob mors dreng. Moderne mandeguruer vil utvivlsomt sige, at Esau var den “rigtige” mand – men Gud så anderledes på det. Det var nemlig Jakob, han grundlagde sit pagtsfolk på!

Når man som kristen tror, at alle mennesker er skabt af Gud, giver det derfor ikke mening at sige, at nogle mænd eller kvinder er mere “rigtige” end andre. Tværtimod vidner den menneskelige mangfoldighed om, at Gud ønsker at have fællesskab med alle slags mænd og kvinder.

Lad os øve os i at se på os selv og hinanden med Guds kærlige øjne. Vi har brug for hinanden – i al vores indbyrdes mangfoldighed.

Annoncer